15. JUL 2018 • 04:59UDLAND

Macron vil diskutere Syrien og Ukraine med Putin

Modsat Donald Trump vil Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, diskutere Ukraine med Vladimir Putin.

Syrien, Iran og ikke mindst Ukraine er på dagsordnen, når Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, søndag møder den russiske præsident, Vladimir Putin, i Ruslands hovedstad, Moskva.

Det siger en unavngiven kilde i det franske præsidentkontor.

Det er endnu ikke helt på plads, om mødet kommer til at finde sted i Kreml eller på det stadion i Moskva, hvor begge præsidenter samme dag vil overvære finalen ved VM i fodbold.

Det er nye toner fra den russiske præsident, hvis han går med til at diskutere situationen i Ukraine.



Mandag flyver Vladimir Putin til Finland, hvor han skal til topmøde med USAs præsident, Donald Trump.

Og under dette møde er det strengt forbudt at nævne Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014.

Det meddelte både Det Hvide Hus og Kreml i starten af juli.



- Putin har gentagne gange understreget og forklaret, at Krim ikke kan og ikke vil være en del af dagsordenen, da halvøen er en fast del af Rusland, sagde præsidentens talsmand Dmitry Peskov dengang.

Under EU-topmødet i Bruxelles, der fandt sted i slutningen af juni, besluttede EU at forlænge de økonomiske sanktioner mod Rusland med et halvt år som følge af russernes aggression over for Ukraine.



Sanktionerne rammer Rusland på områder som energi, forsvar og finans.

De er en direkte straf for Ruslands annektering af Krim-halvøen og for fortsatte trusler mod Ukraine.

Vladimir Putin skal leve op til krav om våbenhvile, før EUs tungeste sanktioner mod Rusland ophæves. Men det er endnu ikke tilfældet, mener hverken Emmanuel Macron eller den tyske forbundskansler, Angela Merkel.



Foruden præsident Macron forventes Putin at overvære VM-finalen med Kroatiens præsident, Kolinda Grabar-Kitarovic, samt Qatars emir, Tamim bin Hamad al-Thani. Qatar er vært for næste VM i 2022.



/ritzau/Reuters

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste

15. DEC 2018 • 12:02 FOR ABONNENTER

Tre på stribe til Cort