10. JUL 2018 • 20:23UDLAND

En dræbt og 20 kvæstet da 64 år gammelt fly styrtede ned i Sydafrika

Et fly, der skulle på museum i Holland, er styrtet ned ved Pretoria. En er dræbt, og andre alvorligt kvæstet.

20 mennesker er kommet til skade, og én er dræbt i et flystyrt uden for Sydafrikas hovedstad, Pretoria.

Den dræbte sad i cockpittet, men det er endnu uklart, om det er piloten eller en ingeniør, der også sad i flyets førerhus, som er omkommet, oplyser en talsmand for redningstjenesten ER24.

Det forulykkede fly var et ældre fly, som var på vej ud på en prøveflyvning, inden det skulle videre til et udendørs flymuseum i Holland.

Der var 19 mennesker om bord på flyet af typen Convair-340, som var bygget i 1954.



Ved ulykken ramte flyet en fabriksbygning, hvor to mennesker blev alvorligt kvæstet.

- Vi har omkring 20 patienter med skader, der spænder fra alvorlige til kritiske, herunder to mennesker, der befandt sig på landjorden, siger talsmand Johan Pieterse fra den statslige redningstjeneste.

Billeder fra ulykkesstedet viser, at flyet er brækket i stykker enkelte steder. Redningsmandskab hjalp de overlevende ud af vraget og behandlede patienter på stedet.

De mest alvorligt kvæstede blev fløjet med helikopter til et hospital i Pretoria, skriver sydafrikanske medier.



Flystyrtet skete på en græsmark i forstaden Wonderboom nord for Pretoria.



Røgen fra det forulykkede fly kunne ses over hele lufthavnen, rapporterer tv-kanalen Enca.

- Der er røg overalt, og redningsmandskab er på plads. De vil opdatere antallet af tilskadekomne, siger politichef Isaac Mahamba til tv-stationen.

Det 64 år gamle fly skulle senere på måneden efter planen flyves til Holland, hvor det skulle indgå i temaparken Aviodrome i byen Lelystad. Det er en form for udendørsmuseum for fly.

Aviodrome skriver på sin Facebook-side, at man er "dybt chokeret" over ulykken i Sydafrika.



Det er endnu uklart, hvordan flystyrtet skete.



En video, der er optaget idet flyet lettede, viser en stribe af røg efter det.

På siden af flyet står firmanavnet "Martins Air Charter", men et firma med det navn oplyser, at det ikke kender noget til flyet.

/ritzau/AFP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

25. SEP 2018 • 14:26 FOR ABONNENTER

Tirsdagens leder: Dansktop i naturen

25. SEP 2018 • 14:07 FOR ABONNENTER

Teaterforening solgte 4.437 billetter

Mest læste