18. JUN 2018 • 15:48UDLAND

Merkel og CSU enige om pause i tvist om asylpolitikken

Merkel: Der er ingen "automatik" med at afvise migranter, hvis ingen aftale bliver opnået med EU.

En regeringskrise med rod i dybe uenigheder om Tysklands asylpolitik truer det tyske regeringssamarbejde. Men forbundskansler Angela Merkel og hendes indenrigsminister Horst Seehofer fra det bayerske CSU-parti er nået til enighed om at tage en tænkepause.



CSU-lederen Horst Seehofer fik fra sin partiledelse enstemmig opbakning til et krav om, at migranter, der er blevet afvist i andre EU-lande, fra 1. juli også vil blive afvist ved de tyske grænser. Medmindre der foreligger en EU-løsning med udgangen af juni.



Seehofer siger, at ingen ønsker at se et sammenbrud i regeringssamarbejdet.



Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at det fra kilder erfarer, at Merkel har accepteret denne tidsfrist.

Forbundskansleren vil nu søge enighed med EU-landene ved et EU-topmøde sidst i denne måned. Den 1. juli vil hun informere sit parti CDUs ledelse om, hvordan det går med forhandlingerne om migranter og flygtninge med særligt udsatte EU-lande som blandt andet Italien.

Merkel understreger dog, at der ikke er nogen "automatik" med at afvise asylansøgere, hvis ingen EU-aftale bliver opnået.

Hun understreger, at det er en nødvendighed, at der findes en europæisk løsning på migrationsspørgsmålet-

CSU er særligt optaget af ønsket om at afvise asylansøgere, som allerede er blevet afvist i andre EU-lande.

Der bliver også i EU arbejdet intensivt på at finde en løsning på asylstriden.

- Alle elementer, som skal til for at finde et kompromis på europæisk plan, ligger allerede på bordet, siger en talsmand for EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, til dpa.



Kansleren arbejder desuden med en mulighed for, at Tyskland kan tilbyde andre EU-lande finansiel støtte til gengæld for at tage migranter tilbage. Det sagde hun på et pressemøde i Berlin efter mødet i sit parti mandag formiddag.

Tyrkiet-aftalen om migranter og flygtninge fra 2016, hvor EU lovede penge til gengæld for, at Tyrkiet skal tage flygtninge tilbage, kunne være en model over for lande som eksempelvis Italien og Østrig, mener Merkel.



Merkel siger, at hun har fået lovende indikationer på støtte til en EU-løsning. Hun lover, at de to konservative regeringspartier vil stå sammen om et svar på udfordringen.



Merkel har i årevis kæmpet for en europæisk løsning på asylproblematikken. Men det har været forgæves, og Seehofers CSU har konstateret, at tålmodigheden er sluppet op.



/ritzau/dpa

19. SEP 2018 • 18:53 FOR ABONNENTER

Ole vil hjælpe stressramte

19. SEP 2018 • 16:05 FOR ABONNENTER

Stor flisproducent: Vi passer godt på fortidsminderne

Mest læste