14. JUN 2018 • 14:49UDLAND

Efter politisk uvejr er migrantskib havnet i reelt uvejr

Høje bølger og kraftig vind har forårsaget søsyge og chok blandt passagererne på "Aquarius", som ændrer kurs.

629 migranter, der i weekenden blev samlet op i gummibåde ud for Libyens kyst, har haft en tumultarisk uge på Middelhavet.



Først blev deres redningsskib afvist af Italien, og efter en politisk tvist med nabolande modtog skibet en invitation fra Spanien.



Torsdag er migranterne på "Aquarius", der sejles af den franske hjælpeorganisation SOS Mediterranée, havnet i ægte uvejr.



Passagererne er chokerede og søsyge, og skibet har lagt kursen om på grund af høje bølger. Det meddeler SOS Mediterranée.

"Aquarius" har siden tirsdag været på vej mod Valencia. Det er en tur på 1500 kilometer.



Et skib fra Italiens kystvagt, som guider "Aquarius" på havet, har besluttet at ændre kursen, så der sejles øst om Sardinien. Det sker for at undgå bølger på fire meter og vindhastigheder på 65 kilometer i timen.



Ifølge den franske organisation har man truffet beslutningen for at "beskytte med uudholdeligt dårligt vejr for dem om bord, som er udmattede, og som lider af chok og søsyge", skriver nyhedsbureauet AFP.



Italiens nye regering meddelte søndag, at landet ville nægte "Aquarius" at lægge til kaj.



- Fra i dag vil Italien også begynde at sige nej til menneskesmugling. Nej til den forretning, som ulovlig indvandring er, skrev indenrigsminister Matteo Salvini på Twitter.



Malta sagde også nej til at tage imod migranterne.



Frankrig beskyldte derpå Italien for "uansvarlighed", og dermed var en diplomatisk tvist mellem de to EU-lande en realitet.



Frankrigs ambassadør i Rom blev kaldt til samtale i udenrigsministeriet i Rom.



Men siden er striden bilagt, efter at den italienske premierminister, Giuseppe Conte, har talt i telefon med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.



De to ledere mødes i Paris fredag. I første omgang havde Conte ellers - på grund af striden om skibet - truet med at strege mødet i kalenderen.



Conte og Macron er enige om, at de har vigtige emner at drøfte inden et EU-topmøde senere i juni.



/ritzau/

Mest læste