12. JUN 2018 • 12:00UDLAND

Kulturprofil fra svensk nobelskandale tiltales for voldtægter

Anklagerne gælder to tilfælde af voldtægt mod en kvinde i Stockholm i 2011.

Jean-Claude Arnault, der er i centrum i en skandale omkring Nobelprisen, bliver tiltalt for to voldtægter, skriver det svenske nyhedsbureau TT.



Arnault er beskyldt for en række sexkrænkelser i forbindelse med MeToo-kampagnen.

De formelle anklager gælder to tilfælde af voldtægt mod en kvinde i Stockholm i 2011.



Under forundersøgelserne har der været afhøringer af kvinden, den mistænkte og flere vidner.



- Det er min vurdering, at der er et robust bevismateriale, så vi rejser tiltale, siger statsanklageren Christina Voigt.



Det Svenske Akademi har besluttet, at Nobelprisen i litteratur ikke bliver uddelt i år på baggrund af skandalesagerne. Skandalerne har svækket Det Svenske Akademis anseelse og måske også Nobelprisens status.

Arnault er gift med et af akademiets nu tidligere medlemmer, og han er blevet beskyldt for en række tilfælde af chikane og sexkrænkelser. Han skal også have lækket oplysninger om prisvindere til pressen inden offentliggørelsen.

Sagerne har ført til flere stormfulde møder i Det Svenske Akademi, hvor sagen har forværret personstridigheder og ført til, at otte medlemmer ud af 18 er trådt ud. Det skandaleramte akademi uddeler måske i stedet to priser næste år.

Arnault driver selv en kulturinstitution, som har fået økonomisk støtte af Det Svenske Akademi. Da han er gift med et af de tidligere medlemmer, har dette rejst spørgsmål om inhabilitet. Desuden bliver hans institution i øjeblikket undersøgt for problemer med sine regnskaber.

/ritzau/TT

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste