20. MAJ 2018 • 17:10UDLAND

Minister: USA udskyder told på kinesiske varer

USA og Kina sætter handelskrigen på pause og dropper trusler om forhøjede toldsatser, mens de forhandler.

USAs handelskrig med Kina er sat på pause. Det bekræfter USAs finansminister, Steven Mnuchin, i et tv-interview med Fox News.

De varslede forhøjede toldsatser er indtil videre suspenderet, mens verdens to største økonomier arbejder på en handelsaftale.

- Vi sætter handelskrigen på pause. Lige nu er vi blevet enige om at sætte toldsatserne på pause, mens vi prøver at udarbejde rammerne, siger Mnuchin til Fox News.

Meldingen kommer, efter at USA og Kina lørdag blev enige om at reducere det amerikanske handelsunderskud over for Kina og tale sammen om, hvordan man også kan reducere fremtidige ubalancer i handlen mellem de to lande.

Mnuchin tilføjer, at USA konkret forventer en stigning i landbrugseksporten til Kina på 35 til 40 procent og en fordobling af salg af energi over de næste tre til fem år.



USAs præsident, Donald Trump, har mange gange harceleret over det amerikanske handelsunderskud, der årligt løber op i tæt på 335 milliarder dollar.

Tidligere på måneden krævede USA, at Kina reducerer dette beløb med omkring 200 milliarder dollar.

Men i den fælles erklæring fra de to lande lørdag var der ikke nævnt et specifikt beløb.

Trump-administrationen havde planer om at indføre ekstra toldsatser for op mod 150 milliarder dollar på kinesiske produkter.



Trump lovede under valgkampen i 2016, at han ville reducere handelsunderskuddet. Men han seneste tiltag har fået mange af USAs allierede til at advare om, at en handelskrig vil skade alle.



/ritzau/Reuters

Mest læste