15. MAJ 2018 • 23:10UDLAND

Katastrofechef: Børn rammes hårdest i Gazas kampe

Mandag var en af de blodigste dage i flere år, og især børn blev dræbt og såret, siger Red Barnet.

Fem børn blev dræbt, og over 220 blev såret under demonstrationer i det palæstinensiske selvstyreområde Gaza mandag.

Det fortæller katastrofechef i Red Barnet Kristine Mærkedahl Jensen, efter at Red Barnets lokale afdeling har verificeret tallene.

- Det er dybt kritisabelt. Mange af børnene i Gaza har ikke oplevet andet end konflikt. De bliver mål i de voksnes kampe, som de ikke er en del af, siger hun.

De seneste seks uger har der været demonstrationer i Gazastriben, og antallet af tilskadekomne og dræbte børn og voksne er eskaleret løbende.

Over 1000 børn er ifølge Red Barnet blevet såret den seneste halvanden måned. Derudover er 13 børn blevet dræbt - blandt andet en otte måneder gammel pige, som mandag blev kvalt i tåregas.



Mandag var en af de blodigste dage i området, siden der udbrød krig i 2014, siger katastrofechefen.



- Det er dybt bekymrende, at børn ned til otte måneder bliver berørt af det her. Børn rammes hårdest. De bliver fanget i sammenstød, og de kan blive beskudt lige som de voksne. Det sker for børn helt ned til 14 år, siger Kristine Mærkedahl Jensen.

Af de 220 børn, der blev såret mandag, var over 150 af dem blevet ramt af skud.

Udsigterne til medicinsk behandling er ikke god. Allerede inden protester brød ud i slutningen af marts, var hospitalerne således næsten fyldt op.



Derfor modtager børn som voksne behandling på gangene, og patienter bliver sendt hjem før tid for at skabe bedre plads til nyankomne.

Desuden er flere grænseovergange blokeret, så der er mangel på medicin, oplyser Red Barnet.

Fremtiden ser derfor ikke god ud for børn, der lever i og nær Gaza, vurderer Kristine Mærkedahl Jensen.



- Når man ser på de forgangne dage, ser fremtiden ret dyster ud for børnene. Man kan håbe, at det her kan fungere som et vendepunkt, så man kan se nogle fremtidige løsningsperspektiver i den her ret langvarige konflikt.

Ifølge katastrofechefen er der foruden de mange børn, der enten bliver dræbt eller får fysiske skader, også særligt mange børn, der bliver psykisk mærket af konflikterne.

/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

20. OKT 2018 • 08:29

Spritbilist påkørte bil

Mest læste