16. APR 2018 • 10:11UDLAND

Efter angreb: Kristne i pakistansk by bør blive indendørs

Efter angreb fra islamistiske ekstremister beder pakistanske myndigheder kristne blive indendørs.

Kristne i byen Quetta i det sydvestlige Pakistan opfordres af myndighederne til at blive hjemme, efter flere er døde i to angreb af islamister på det kristne lokalsamfund.



Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.



De to angreb er sket med mindre end en måneds mellemrum.



- Vi er blevet opfordret til at blive indendørs på grund af trusler, siger Simon Bashir, der er præst i en metodistkirke i byen, til dpa.

Han tilføjer, at det kristne samfund i byen er skuffet over den beskyttelse, de tilbydes.



To kristne mistede livet, og tre andre blev såret, da en person åbnede ild foran en kirke i et kristent kvarter af byen søndag.

Påskemandag blev fire personer fra det kristne lokalsamfund dræbt i et lignende angreb.



I begge tilfælde har Islamisk Stat taget skylden for angrebene.



- Vi sikrer alle kirkers sikkerhed, og politiet patruljerer kristne kvarterer for at levere sikkerhed, siger Muhammad Zubair, som er talsmand for politiet i Quetta.

I december blev otte dræbt og mere end 30 såret, da militante, der angiveligt hører til Islamisk Stat, angreb kirken i Quetta, hvor Simon Bashir er præst.



Quetta er hovedbyen i Balochistan-provinsen, der grænser op til Iran og Afghanistan.

Provinsen har været præget af voldelige angreb fra islamistiske militante, sunni-muslimske ekstremister og lokalpatrioter, der ønsker at løsrive provinsen fra Pakistan.



/ritzau/

Mest læste