15. APR 2018 • 07:00UDLAND

Læger gør fremskridt fem år efter maratonangreb i Boston

Gennem behandlingen af overlevende fra angrebet har læger skabt fremskridt inden for amputation og proteser.

Søndag er det fem år siden, at to bomber eksploderede ved Boston Marathon, hvor tre blev dræbt og flere hundrede såret.

Ud fra den forfærdelige hændelse er der dog også sket noget positivt.

Gennem arbejdet med de sårede er der blevet gjort store fremskridt med metoder inden for amputation og i udviklingen af mere avancerede proteser, skriver nyhedsbureauet AP.

Disse fremskridt kan komme de overlevende til gode, hvor flere står overfor at skulle få lavet nye proteser.

Brigham & Womens Hospital i Boston er et af de steder, hvor der er skabt fremskridt inden for amputation og proteser.

Her har de udviklet en metode, der kan bevare de sener, der normalt bliver skåret over under en amputation.

I samarbejde med Massachusetts Institute of Technology (MIT) forsøger man at udvikle teknologi, der kan oversætte signaler fra hjernen til bevægelse i et kunstigt ben. Det siger direktør ved Center for Ekstrem Bionik på MIT Hugh Herr.

- Vi redesigner systematisk kroppen sammen med det kunstige, så vi kan maksimere kommunikationen mellem krop og maskine.

264 personer blev såret under de to eksplosioner. Heraf har 17 personer fået foretaget amputationer.

Lægernes fremskridt sker også på baggrund af de flere hundrede tusinde dollar, som blev indsamlet efter angrebet.



En organisation donerede blandt andet 200.000 dollar, cirka 1,2 millioner kroner, til at støtte forskning, der kan hjælpe de overlevende.



Ifølge AP lever flere af de overlevende stadig med smerter efter eksplosionerne. Derfor skal de beslutte, om de vil leve videre med smerten eller lade et ben blive amputeret.

Her kan de medicinske fremskridt på området gøre en amputation mere betryggende, da det gør det lettere at leve et normalt liv efterfølgende.

Flere overlevende lever i dag med avancerede proteser, hvor de blandt andet deltager i langdistanceløb, cykling og klatring.

/ritzau/

Mest læste