15. APR 2018 • 05:53UDLAND

Forklædte gerningsmænd dræber FN-soldat ved angreb i Mali

Et stort angreb på en FN-base i Mali har kostet en soldat livet og såret yderligere adskillige personer.

En person blev dræbt, og adskillige blev såret, da gerningsmænd forklædt som FN-soldater lørdag angreb to baser uden for Timbuktu i Mali.



Målene for angrebet var en fransk base og en FN-base.



Ti franske soldater er blandt de tilskadekomne efter angrebet. Den omkomne var en del af FNs fredsbevarende styrke.



De forklædte gerningsmænd detonerede to selvmordsbomber fra biler og affyrede adskillige raketter i forbindelse med det omfattende angreb.

De var blandt andet iført hjelme, der lignede klassiske FN-hjelme.



- Terrorister iført blå hjelme i biler med sprængstoffer - den ene bil malet i den maliske hærs farver og den anden i FNs farver med "FN" påtrykt - forsøgte at infiltrere baserne, siger den maliske regering i en udtalelse.

FNs fredsbevarende styrke og det franske militær, der er udstationeret i Mali, har været under næsten konstant pres fra militante, tungt bevæbnede grupper i området i løbet af det seneste år.

Alligevel er lørdagens angreb mere omfattende end sædvanligt.

FN oplyste i sidste måned, at 162 personer udstationeret i Mali er blevet dræbt siden 2013. Det gør missionen i Mali til FNs mest dødelige fredsbevarende operation verden over.

En fredsaftale fra 2015 underskrevet af den maliske regering og separatistgrupper har ikke formået at ende volden i det nordlige Mali.



Islamister har også flere gange rettet angreb mod højtprofilerede personer i Malis hovedstad, Bamako, og i Burkina Faso og Elfenbenskysten.

FNs fredsbevarende mission i landet, Minusma, har formelt haft ansvaret for sikkerheden i Mali siden 2013.



Frankrig har også været i landet siden 2013. Den franske styrke, Barkhane, har i dag cirka 4000 soldater udstationeret.

/ritzau/Reuters

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

21. JUL 2018 • 14:19 FOR ABONNENTER

Jehovas Vidner blev Sofias vej ud af frygten for himlen

21. JUL 2018 • 13:44

Flere dyr på vej til Bakkegård

21. JUL 2018 • 12:22 FOR ABONNENTER

Sommerfest med vokseværk vil gerne være større endnu

Mest læste