12. MAR 2018 • 18:52UDLAND

PORTRÆT: Forgiftet dobbeltagent var kendt i Rusland

Skripal arbejdede for den russiske efterretningstjeneste i mange år, inden han blev dømt for kontraspionage.

Det er "meget sandsynligt", at Rusland stod bag et formodet giftangreb på den russiske eksspion, Sergej Skripal, i Storbritannien forrige søndag.



Sådan lyder det mandag aften fra den britiske premierminister, Theresa May.

Analyser af den anvendte nervegift viser ifølge May, at der er tale om stoffet Novichok, der er udviklet af Ruslands militær.

66-årige Skripal har længe været i russernes søgelys.



I mere end 20 år arbejdede han for den russiske efterretningstjeneste. Et job han ifølge flere forhenværende kolleger "levede og åndede for", skriver BBC.



Det kom derfor også som et chok for mange, da Skripal i 2006 blev anklaget for at have afsløret identiteten på flere russiske agenter i Europa til den britiske efterretningstjeneste MI6.



En russisk domstol idømte eksspionen 13 års fængsel. Men i 2010 benådede den daværende russiske præsident, Dmitrij Medvedev, ham.



Begge begivenheder blev dækket intenst af russiske medier, både de statslige og de uafhængige.



Som taget ud af en koldkrigsfilm var Skripal samme år en del af en større spionudveksling mellem Rusland og USA. Udvekslingen fandt sted i en østrigsk lufthavn og omfattede flere end ti personer.



Sergej Skripal fik efterfølgende tildelt asyl i Storbritannien, hvor han siden har boet sammen med sin familie.



Hustruen, Ljudmila, døde af cancer i 2012, i en alder af 60 år. Deres søn Alexander døde sidste år efter et besøg i Sankt Petersborg i Rusland.



Datteren, 33-årige Julia, blev sammen med sin far fundet bevidstløs på en bænk foran et storcenter i den sydengelske by Salisbury.

Den britiske efterretningstjeneste formoder, at de to blev forgiftet under et besøg på den nærliggende restaurant Zizzi.

Retsmedicinere har fundet spor af nervegiften i en del af restauranten.



De to ofre har siden kæmpet for deres liv. Begges tilstand beskrives som kritisk, men stabil.

Rusland har afvist at stå bag det formodede giftangreb.

Den russiske talskvinde Maria Sakharov kalder anklagerne mod Rusland for "falske historier", der "har til formål at komplicere det russisk-britiske forhold".

Flere end 250 antiterrorbetjente er sat på opgaven med at opklare det mystiske angreb på russeren og hans datter.



Politiet undersøger også kirkegården i Salisbury, hvor Skripals kone og søn er begravet. Hvorfor har de endnu ikke meldt noget ud om.



/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

16. DEC 2018 • 13:55

Rønne har fundet sin vikarpræst

16. DEC 2018 • 12:43 FOR ABONNENTER

Jul uden filter – men med filt

16. DEC 2018 • 12:34

Broen er sikker at passere

Mest læste

15. DEC 2018 • 12:02 FOR ABONNENTER

Tre på stribe til Cort