17. FEB 2018 • 22:18UDLAND

Tysk minister: Vi kan ikke længere kende vores Amerika

USA under præsident Trumps ledelse er en mindre forudsigelig allieret, mener Tysklands udenrigsminister.

Tyskland kan ikke længere kende det USA, som i tiden efter Anden Verdenskrig har været landets vigtigste allierede.

Det siger den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, på den årlige sikkerhedskonference i München.

Intet andet land har historisk set fået så meget hjælp fra USA som Tyskland. Og tyskerne har ifølge Gabriel "ivrigt lært" principper om demokrati, multilateralisme, folkeret og frihandel fra amerikanerne.

- Måske kan det forklare, hvorfor især vi tyskere er så forvirrede, når vi kigger over Atlanten. For vi er ikke længere sikre på, at vi kan genkende vores Amerika, siger Gabriel i en tale på konferencen lørdag.



- Skal vi måle Amerika på dets handlinger, på ord, på tweets?, spørger den tyske udenrigsminister.

Han og flere andre talere på konferencen er inde på, at EU må øge sin indflydelse i verden, for USA under præsident Donald Trumps ledelse er mindre forudsigeligt.

- Forudsigelighed og pålidelighed er for tiden en mangelvare i international politik, siger Gabriel.

Han opfordrer til en øget grad af internationalt samarbejde. Den tyske minister tilføjer, at tiden ikke er til "bare at forfølge egne nationale interesser".

USAs nationale sikkerhedsrådgiver, H.R. McMaster, sagde i sin tale umiddelbart efter, at fred og økonomisk fremgang "afhænger af alle nationer".

- Af denne grund har præsident Trump opfordret til stærkere alliancer og partnerskaber baseret på fælles værdier, fælles interesser, fælles ansvar og fælles byrder, sagde han.



/ritzau/dpa

Mest læste