17. DEC 2017 • 12:06UDLAND

Jordskred efter orkan dræber 26 i Filippinerne

Over 87.700 mennesker blev tvunget til at forlade deres hjem på øerne Samar og Leyte.

Jordskred udløst af den tropiske orkan Kai-Tak har kostet mindst 26 mennesker livet i den centrale del af Filippinerne. Orkanen hærgede lørdag store dele af den østlige del af øriget.

- Der er i alt 26 omkomne ved jordskred i fire byer på øen Biliran. Vi har bjærget ligene, siger Sofronio Dacillo Biliran katastrofeberedskab.

Gerardo Espina, som er guvernør på øen, der ligger øst for den langt større ø Leyte, bekræfter over for tv-selskabet ABS-CBN, at antallet af omkomne er på mindst 26.



Kai-Tak trak lørdag et spor af ødelæggelse hen over de relativt store øer Samar og Leyte. Strømledninger blev revet ned i 39 byer, og mange steder blev veje og broer beskadiget eller ødelagt, oplyser det nationale katastrofeberedskab.

Over 87.700 mennesker blev tvunget til at forlade deres hjem i regionen.

Myndighederne advarer om, at flere oversvømmelser og jordskred er mulige.

Omkring 15.500 passagerer meldes strandet, fordi færger er holdt op med at sejle i den ramte region.

- Jeg har været strandet her i tre døgn. Jeg sover i en bus, og jeg håber stærkt på, at jeg kan nå hjem til min familie i julen, siger Eliaquin Pilapil, en 55-årig landmand i havnebyen Matnog.

Filippinerne er overvejende katolsk og juletiden er en travl rejsetid i landet, som årligt rammes af omkring en snes voldsomme storme eller orkaner.

Samar og Leyte blev i 2013 hårdt ramt af superorkanen Haiyan. Efter orkanen blev over 7350 meldt dræbt eller savnet.



I byen Tacloban på Leyte var orkanen Kai-Tak ledsaget af fire døgn med styrtregn, hvilket har skabt store oversvømmelser, oplyser den lokale leder af katastrofeberedskabet, Ildebrando Bernadas.

/ritzau/AFP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste