15. DEC 2017 • 15:40UDLAND

Dynamoen Merkel og Macron vil sikre EU mod fremtidens kriser

Det er tid til reformer af eurosamarbejdet, understreger Merkel, som kører parløb med Frankrigs præsident.

Krisen i Europa er drevet over, og væksten er en realitet. Mens det går godt, skal der sikres mod kriser og krak.



Meldingen efter EU-topmødet kommer fra Frankrig og Tyskland, som vil sætte skub i arbejdet med at danne en bankunion.



Den gamle motor i EU-samarbejdet kører tilsyneladende som nysmurt, og præsident Emmanuel Macron og kansler Angela Merkel viste med en fælles pressekonference, at de ønsker at gå foran.



- Hvis Tyskland og Frankrig ikke har en fælles holdning, så kan vi heller ikke blive enige med de andre, konstaterer Macron.

Bankunionen, som efter EU-Kommissionens plan skal være færdig inden udgangen af 2018, skal polstre EU mod kriser i fremtiden.



Spørgsmålet er så, om Merkel kan samle opbakning hjemme i Tyskland, hvor nogle frygter at komme til at betale for dårlig økonomisk styring i blandt andet italienske banker.

Derfor går EU-præsident Donald Tusk og EU-Kommissionen efter en gradvis indfasning af den indskudsgaranti, som har været en knude i processen.



Angela Merkel har "talt med den franske præsident" om, at Tyskland og Frankrig i marts næste år vil præsentere en fælles plan for reformen af eurosamarbejdet.



De to landes finansministre skal arbejde videre på en masterplan.

Macron lægger op til, at eurolandene allerede i juni 2018 skal være enige om reformerne.



Han anerkender, at Merkel i øjeblikket ikke kan forpligte sig på vegne af en regering, da forhandlinger efter valget til Forbundsdagen i september endnu ikke er faldet på plads.



- Vi skal have et stærkt Tyskland for at kunne komme videre. Jeg er sikker på, at hun finder en god aftale, siger Macron.



Den tyske forbundskansler understreger, at hun er klar til at kæmpe for det fælles projekt.



- Er der konvergens? Jeg kan i hvert fald sige, at jeg ønsker det. Hvor der er vilje, er der vej. Vi finder en fælles løsning, for Europa har brug for det, siger Merkel.



I forlængelse af pressemødet med Merkel og Macron siger Tusk, at eurozonens finansministre i det kommende halve år skal "fokusere på de emner, hvor der er størst enighed".

- For at fuldende bankunionen må vi tage det skridt for skridt, siger Tusk.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde ved ankomsten til topmødet fredag, at han hælder mod, at bankunionen er en god idé for Danmark.

Danmark er ikke med i eurozonen. Men Danmark kan vælge at tilslutte sig bankunionen.



/ritzau/

Mest læste

12. OKT 2018 • 18:32 FOR ABONNENTER

Viking og Tejn mødes i første lokale opgør i e-sport

11. OKT 2018 • 14:05 FOR ABONNENTER

Pigefodbold er igen blevet populært på Bornholm

10. OKT 2018 • 09:21SPORT

BHS-Almeborg henter forstærkning