14. DEC 2017 • 00:26UDLAND

Militssoldater får livstid for voldtægt af 40 børn i DRCongo

En forbrydelse mod menneskeheden, siger dommer om drab og voldtægt af børn mellem otte måneder og 12 år.

I en banebrydende retssag i et land, hvor seksuel vold er udbredt, og gerningsmændene ofte går fri, har en militærdomstol i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) onsdag idømt 11 militssoldater livsvarigt fængsel.

Militsmedlemmerne er kendt skyldige i drab og voldtægt af omkring 40 børn i alderen fra otte måneder til 12 år. Børnene blev bortført og voldtaget mellem 2013 og 2016.

Det skriver nyhedsbureauet AP.



Domstolen, der ligger i det østlige DRCongo, kalder ugerningen "en forbrydelse mod menneskeheden".

De dømte tilhører angiveligt en militsgruppe ved navn Djeshi ya Yesu, der betyder Jesus Hær på swahili. Gruppen er ledet af politikeren Frederic Batumike, der sidder i nationalforsamlingen i DRCongo.



Dommene betragtes som en stor sejr for organisationer og andre, der kæmper mod en kultur med straffrihed, der ofte siges at være gældende for seksualforbrydere i det centralafrikanske land.

- Alt for længe har de, der begår voldtægt i DRCongo, troet, at de var uovervindelige, udtaler den amerikanske ngo Læger for Menneskerettigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.



- Langsomt er der tegn på, at straffrihed ikke er uafvendelig.

Ifølge domstolen begyndte forbrydelserne i 2013 i landsbyen Kavumu, der ligger 25 kilometer nord for byen Bukavu. Det var Frederic Batumike, der organiserede volden, der fortsatte i årevis.

Strafudmålingen mod politikeren er endnu ikke klar.



En FN-rapport konkluderede i år ifølge AP, at militsmedlemmerne voldtog unge piger på grund af blandt andet soldaternes overtroiske tro på, at det ville gøre dem "uigennemtrængelige for kugler".

Domstolen tilkendte familierne til hvert drabsoffer cirka 95.000 kroner, mens de børn, der blev voldtaget af soldaterne, hver blev tilkendt omkring 31.000 kroner.

/ritzau/

Mest læste