16. NOV 2017 • 22:35UDLAND

Rusland blokerer nye undersøgelser af kemiske våben i Syrien

Den amerikanske præsident har opfordret FNs Sikkerhedsråd til at forlænge mandat i Syrien. Rusland er imod.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har torsdag opfordret medlemmerne af FNs Sikkerhedsråd til at forlænge FN mandatet til at undersøge, hvem der har angrebet med kemiske våben i Syrien.



Det skal ske for at sikre, at "Assads regime ikke begår massemord med kemiske våben igen nogensinde", skriver Trump på det sociale medie Twitter.



Men en forlænget undersøgelse kræver et fornyet mandat fra FNs Sikkerhedsråd.

Og her får USA modstand fra Rusland, der torsdag aften meddeler, at de nedlægger veto, og dermed blokerer for resolutionen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det hidtidige mandat til at undersøge, hvem der har begået kemiske angreb i Syrien udløber ved midnatstid.



USA har længe meddelt, at de ønsker mandatet forlænget.



Men Rusland ønsker en anden udgave af resolutionen, end den som USA og de andre medlemmer af Sikkerhedsrådet indtil videre har fremlagt.



Det hidtidige mandat har betydet, at FN og Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) i oktober kunne konkludere i en rapport, at det var den syriske præsident Bashar al-Assads regime, der stod bag et angreb med nervegassen sarin 4. april i Syrien.



Men FN og OPCWs undersøgelser ser altså ikke umiddelbart ud til at kunne fortsætte.



I rapporten fra oktober dokumenterede FN og OPCW, at flere end 87 mennesker mistede livet i angrebet, der var rettet mod den oprørskontrollerede by Khan Sheikhoun.



Sarin blev udviklet i Nazityskland i 1938. Det klassificeres som et masseødelæggelsesvåben og angriber blandt andet nervesystemet.

De første symptomer er løbende næse, øjne der løber i vand, formindskede pupiller, opkast og diarré.

Siden forårsager saringassen kramper og indåndingsbesvær. Til sidst dør ofrene af kvælning.

Det er tiende gang, at Rusland nedlægger veto i FNs Sikkerhedsråd i sager angående Syrien.



/ritzau/

Mest læste