14. NOV 2017 • 09:04UDLAND

Trump forlader østasiatisk topmøde i utide

Et topmøde for asiatiske lande bliver uden Trump. Han flyver hjem med henvisning til, at møde var forsinket.

USAs præsident, Donald Trump, har forladt Filippinerne uden som planlagt at deltage i et topmøde for østasiatiske lande i Manila.

Det begrundes fra amerikansk side med, at topmødet var forsinket halvanden time.

Det markerer samtidig afslutningen på Trumps 12 dage lange rundrejse i Fjernøsten.

Han siger til journalister om bord på præsidentens Air Force One, at han i stedet holdt sin forberedte tale under en frokost med de øvrige stats- og regeringschefer.

Hans udenrigsminister, Rex Tillerson, vil i stedet repræsentere USA på mødet.

Det Østasiatiske Topmøde tæller 18 lande. Blandt dem også USA og Rusland.



/ritzau/Reuters

Mest læste