20. OKT 2017 • 15:01UDLAND

Norges nye regering har tre kvinder i toppen

Ny norsk regering under Erna Solberg får tre nye ministre, deriblandt en kvindelig udenrigsminister.

Den norske statsminister, Erna Solberg, siger, at det er historisk, at de tre mest fremtrædende ministre i hendes nye regering er kvinder - deriblandt Ine Eriksen Søreide, som er den første kvindelige udenrigsminister i landet.

- Det er vigtigt for historieskrivningen for Norge som nation, siger Solberg om udnævnelsen af den nye 41-årige Søreide som ny udenrigsminister.

Ud over Solberg selv og Søreide består regeringens top også af finansminister Siv Jensen, som er Fremskridtspartiets partileder.

Den nuværende europaminister, Frank Bakke-Jensen, som også er fra Høyre, overtager Forsvarsministeriet efter Ine Eriksen Søreide, mens Marit Berger Røsland fra Høyre bliver ny europaminister.

Den afgående udenrigsminister, Børge Brende fra Høyre, har taget imod et tilbud om at blive præsident i Verdens Økonomiske Forum, WFE.



Det er tredje gang, at statsminister Erna Solberg danner regering. En ny regeringsrokade ventes at finde sted til jul, når regeringsforhandlinger med partiet Venstre er overstået.

Kristelig Folkeparti (KrF) meldte for få dage siden ud, at partiet ikke ønsker at danne en regering sammen med Solbergs borgerlige parti, Høyre og det socialliberale parti Venstre.

Erna Solberg har erkendt, at magten er mere skrøbelig end under den seneste regeringsperiode.

Her havde regeringen kun behov for støtte fra enten KrF eller Venstre. Men oven på valget 11. september er der brug for begge.

Og hverken Venstre eller KrF ønsker at gå i regering med Fremskrittspartiet.



De ønsker umiddelbart heller ikke at være støtteparti for en mindretalsregering, hvor Høyre og Fremskrittspartiet fortsætter deres parløb.

Partiet Venstre fortsætter forhandlinger om at gå i regering med Høyre.



/ritzau/NTB

Mest læste