16. OKT 2017 • 16:21UDLAND

Forskere opdager ny kilde til små vibrationer i tid og rum

Små bølgeskvulp i tid og rum er blevet opdaget som følge af sammenstød mellem neutronstjerner.

Det startede med Albert Einsteins relativitetsteori. Heri beskrev han blandt andet et fænomen kaldet tyngdebølger. I 2015 blev det første gang målt som resultat af to sorte hullers sammenstød.

Mandag oplyser forskere fra European Southern Observatory (ESO), at de for første gang har målt tyngdebølger efter to neutronstjerners sammenstød.

Tyngdebølger kan beskrives som meget små vibrationer i tid og rum. Det har indtil for få år siden været umuligt at måle dem.

Hvis tid og rum enten vokser eller skrumper, vil det ikke være muligt at se for mennesker, da alt omkring os også vil vokse eller skrumpe. Men en ting vil afsløre, om tid og rum har udvidet sig: Lysets hastighed mellem to punkter.

Hvis distancen, som lys skal krydse, ændrer sig, vil lyset komme enten hurtigere eller langsommere frem, end det plejer.

Og det er, hvad forskerne de seneste år har forsøgt at måle. Ændringer er så små, at det hidtil har været umuligt.

Men mandag kan forskerne oplyse, at det er lykkedes at måle efter en kollision mellem to neutronstjerner.

En neutronstjerne er en stjerne, som roterer meget kraftigt og har et meget stærkt magnetfelt. Det dannes som følge af eksplosioner af supernovaer. Bliver de for tunge, dannes der såkaldte sorte huller.



Forskerne har ved samme lejlighed opdaget gammaglimt, der er korte og intense udbrud af gammastråling fra døende stjerner.

/ritzau/

21. NOV 2017 • 06:15

Afstemning: Hvem vinder valget?

Mest læste