12. OKT 2017 • 08:46UDLAND

OVERBLIK: Spanien består af delvist selvstændige regioner

Det er Spaniens nationaldag torsdag. Men dagen fejres, mens der er ustabilitet efter catalansk afstemning.

Torsdag fejrer spanierne nationaldag i skyggen af den aktuelle krise med regionen Catalonien, der har afholdt afstemning om uafhængighed.



Her kan du blive klogere på Spaniens historie som et rige med 17 delvist selvstændige regioner.

* Spanien bliver grundlagt i det 15. århundrede, da de kristne kongeriger Aragonien og Kastilien overtager emiratet Granada. Dermed sættes der en stopper for knap 800 års muslimsk styre i syden.



* I det 16. og 17. århundrede er det spanske riges magt på sit højeste som Europas stormagt.



* I 1936 vinder en koalition af venstrepartier parlamentsvalget. Det fører til et kup fra militære ledere, der kun formår at vinde kontrol i en del af landet. Dermed kastes Spanien ud i borgerkrig.



* General Francisco Franco fører i 1939 nationalisterne til sejr i borgerkrigen. Mere end 350.000 spaniere dør i krigen.

* Under Francos styre bliver der slået hårdt ned på spanske regioner, der ønsker uafhængighed.



* I 1959 grundlægges separatistbevægelsen ETA, der kæmper for Baskerlandets uafhængighed.



* I 1975 dør Franco, og Spanien overgår senere til demokrati. Det første demokratiske valg efter Francos styre finder sted i 1977.

* I 1980erne vokser ønsket om uafhængighed i flere spanske regioner, og det bliver også et prioriteret politisk emne. Blandt andet bliver catalansk, galicisk og baskisk i 80erne godkendt som officielle sprog.



* Der bliver i 1996 indgået en stabilitetsaftale mellem regeringen og moderate catalanske og baskiske nationalister.



* Et forbud mod det baskiske separatistparti Batasuna indføres på ubestemt tid i marts 2003.



* I januar 2006 bliver generalløjtnant José Mena Aguado fyret som chef for hæren. Det sker, efter at han antyder, at militæret måske vil tage affære mod Catalonien, hvis regionen får for meget selvstændighed.



* I juni 2006 stemmer vælgere i Catalonien for at give regionen større selvstændighed.



* Parlamentet vedtager i november 2007 en lov, der tager afstand fra Francos styre og kræver alle statuer og symboler fra Francos tid fjernet fra gader og bygninger.



* I 2012 søger Catalonien økonomisk støtte fra den spanske centraladministration. Regeringen har oprettet en fond på 18 milliarder euro, der skal hjælpe de 17 økonomisk trængte regioner.



* I november 2014 afslår den spanske regering resultatet af en symbolsk afstemning om uafhængighed i Catalonien.



* I marts 2017 bliver den tidligere catalanske præsident Artur Mas dømt for civil ulydighed som følge af afstemningen om selvstændighed i 2014.



* I oktober 2017 fører en ny afstemning om uafhængighed i Catalonien til store protester og politisk ustabilitet i Spanien.



Kilder: BBC, Den Store Danske.



/ritzau/

15. DEC 2017 • 20:40 FOR ABONNENTER

Nordbornholms Byggeforretning med nyt stort overskud

15. DEC 2017 • 19:18

Eftersøgt mand fundet død

15. DEC 2017 • 18:32

Kritik af Bjarne Hansen vokser

15. DEC 2017 • 18:05 FOR ABONNENTER

Her drukner årets julehandel i regn

15. DEC 2017 • 15:28 FOR ABONNENTER

Uventet mange turister overrasker nye caféejere

Mest læste