11. OKT 2017 • 16:06UDLAND

Der var næsten én milliard flypassagerer i EU sidste år

Sidste år steg antallet af rejsende med fly i EU med 5,9 procent, oplyser EUs statistikkontor Eurostat.

Antallet af personer, der har bevæget sig i europæisk luftrum som flypassagerer, bevæger sig stødt op.

I 2016 er antallet af rejsende med fly til og fra EU-lande steget med 5,9 procent sammenlignet med året før.

Det viser en opgørelse fra EUs statistikkontor Eurostat. Her fremgår det, at stigningen følger den tendens, der har været i løbet af det seneste årti.



972,7 millioner passagerer ankom til eller lettede fra lufthavne i de 28 medlemslande, der er med i unionen, sidste år.



Det sted, der oplevede mest trafik var Storbritannien, hvor 249 millioner, der svarer til knap en fjerdel af passagererne blev opgjort. Næst i rækken kommer Tyskland, Spanien, Frankrig og Italien.



Også Danmark oplevede en stigning på antallet af flypassagerer, hvor omkring 33 millioner var forbi sidste år. Det svarer til en stigning på knap 9 procent.



De lande, der ikke har oplevet en stigning, er Belgien og Slovenien, fremgår det af statistikken.



Sammenligner man sidste års opgørelse med den, der blev foretaget i 2009 er stigningen på 29,1 procent.

/ritzau/

Mest læste