11. OKT 2017 • 12:12UDLAND

Trump: Jeg ville vinde over udenrigsminister i dyst på hjernekraft

Den amerikanske præsident siger, at han ville vinde opgør om intelligensprøve med sin udenrigsminister.

USAs præsident, Donald Trump, har skabt nye spændinger i forholdet til udenrigsminister Rex Tillerson.

Det har han øjensynligt gjort ved at udfordre sin topdiplomat til en konkurrence på resultaterne af de to mænds respektive intelligensprøver.



Bemærkningen fra Trump kommer på et tidspunkt, hvor der i forvejen var rettet megen opmærksomhed mod relationerne mellem præsidenten og hans udenrigsminister.



Trump fremsatte udfordringen i et interview med Forbes Magazine: Her blev han blev bedt om kommentere rygter om, at Tillerson skulle have kaldt Trump for "en idiot" tidligere på sommeren.



Præsidenten sagde, at hvis det var rigtigt, så burde de to udkæmpe en dyst på "hjernekraft".



- Og jeg kan godt sige, hvem der vil vinde, siger Trump.



Det Hvide Hus siger, at det var en spøg fra præsidentens side, og at han slet og ret ville kaste lys på "ukorrekte rapporter i pressen om spændinger mellem de to mænd."

Men bemærkningen fra Trump holder gang i et fortsat opgør for åbent tæppe mellem ham og Tillerson.



Trump har tidligere skabt tvivl om Tillersons autoritet ved at underminere hans diplomatiske initiativer og skabe usikkerhed blandt allierede om, hvorvidt udenrigsministeren talte på vegne af USA og havde opbakning i Det Hvide Hus.



Spændingerne har været særligt udtalt i forbindelse med Nordkorea.



Mens Tillerson var optaget af forhandlinger på Koreahalvøen, sagde Trump for nylig:

- Den amerikanske politik over for Nordkorea er fejlslagen, og det har den været i årtier.



Trump erklærede tirsdag, at han har tillid til Tillerson. Det skete, få timer efter at interviewet med Forbes var blevet offentliggjort.



Kilder tæt på Trump har imidlertid sagt til forskellige medier, at præsidenten i stigende grad er utilfreds med den tidligere topleder fra virksomheden Exxon.

Han har ifølge præsidenten for konventionelle opfattelser af USAs rolle i verden og mangler personlig karisma.

I Trumps stab ser en del Tillerson som en "langsom globalist". Han er "for sky og tilbageholdende" over for medierne og har ikke har forstået Trumps nationalistiske program.



Navnligt har Tillerson lagt sig ud med Trump ved at støtte både Paris-klimaaftalen og Iran-aftalen.



/ritzau/AP

15. DEC 2017 • 20:40 FOR ABONNENTER

Nordbornholms Byggeforretning med nyt stort overskud

15. DEC 2017 • 19:18

Eftersøgt mand fundet død

15. DEC 2017 • 18:32

Kritik af Bjarne Hansen vokser

15. DEC 2017 • 18:05 FOR ABONNENTER

Her drukner årets julehandel i regn

15. DEC 2017 • 15:28 FOR ABONNENTER

Uventet mange turister overrasker nye caféejere

Mest læste