24. SEP 2017 • 22:51UDLAND

OVERBLIK: Derfor taler de om Jamaica i tysk politik

Efter søndagens valg i Tyskland tyder det på, at tre partier vil forhandle om at danne regering.

Det hidtidige regeringssamarbejde i Tyskland mellem det konservative CDU/CSU og det socialdemokratiske SPD ser efter søndagens valg ud til at være fortid.

I stedet bliver der i det tyske talt om en såkaldt Jamaica-koalition. Her kan du blive klogere på, hvad det er for en størrelse:

* En eventuel Jamaica-koalition vil bestå af CDU, det liberale FDP og De Grønne.

* Navnet henviser til partiernes farver - sort, gul og grøn - der er de samme som i Jamaicas flag.



* Der er på nationalt niveau aldrig før blevet dannet en regering bestående af disse partier i Tyskland.



* På delstatsniveau er der dog et par eksempler. Det første eksempel stammer fra Saarland, hvor de tre partier regerede sammen fra 2009 til 2012. I dag er der Jamaica-styre i Slesvig-Holsten.

* CDUs ministerpræsident i Slesvig-Holsten, Daniel Günther, har tidligere sagt, at et sådant samarbejde også vil kunne fungere på nationalt niveau.



* Politisk er de tre partier dog uenige på områder som blandt andet EU, indvandring og miljø. Det kan gøre eventuelle forhandlinger om et regeringssamarbejde vanskelige.



Kilder: dpa og TT.



/ritzau/

Mest læste