12. SEP 2017 • 22:14UDLAND

Kurdisk leder holder fast i afstemning om uafhængighed

Om to uger vil Iraks kurdere holde folkeafstemning om selvstændighed. Parlamentet i Bagdad modsætter sig.

Kurderne i Irak vil holde folkeafstemning om selvstændighed, og det skal det irakiske parlament ikke spænde ben for.



Iraks kurdiske leder, Massoud Barzani, siger tirsdag, at han vil gennemføre afstemningen på trods af protester fra Irak og Tyrkiet.

- Folkeafstemningen vil blive holdt til tiden. Dialogen med Bagdad vil blive genoptaget efter afstemningen, siger Barzani.



Tidligere tirsdag stemte parlamentet i den irakiske hovedstad, Bagdad, for at afvise den kurdiske afstemning, som efter planen skal finde sted 25. august.

Afstemningen om uafhængighed er en "trussel mod Iraks integritet, der er sikret i forfatningen," lyder det i en udtalelse fra parlamentet.

Regeringen i Irak skal "tage alle nødvendige skridt for at bevare den enhed", lyder det.



Vestlige lande frygter, at en kurdisk folkeafstemning i Iraks kurdiske områder kan resultere i en konflikt med centralregeringen i Bagdad.

En sådan konflikt risikerer at fjerne fokus fra og svække kampen mod Islamisk Stat.

Kurderne i Irak har haft et selvstyreområde siden krigen i 1991.

Det kurdiske mindretal i den nordlige olierige region, der omfatter Kirkuk, har imidlertid langvarige og bitre stridigheder om land, olie og rettigheder med det arabiske flertal.

Også i Tyrkiet, der er hjemland for det største antal kurdere, er der mildt sagt ikke begejstring for den varslede afstemning.

- En sådan folkeafstemning vil ikke tjene nogen, hverken kurdere eller andre folk i regionen, siger den tyrkiske vicepremierminister Bekir Bozdag.

Tyrkiet frygter, at landets egen kurdiske befolkning vil bryde ud og slutte sig til den kurdiske stat i Irak.



Heller ikke Iran eller Syrien - der ligeledes har en kurdisk befolkning - bakker op om planerne.

/ritzau/Reuters

Mest læste