12. SEP 2017 • 05:56UDLAND

Erna Solbergs valgsejr kommer med en bismag

Norges statsminister triumferede ved mandagens valg, men forude venter vanskelige forhandlinger.

Med sit genvalg som statsminister skriver Erna Solberg sig ind i Høyres partihistorie, men nu venter der hende vanskelige forhandlinger med de øvrige borgerlige partier.



Solberg er afhængig af støtte fra både Venstre og Kristelig Folkeparti (KrF) for at få flertal i Stortinget.



Men ingen af de to midterpartier ønsker at se Fremskrittspartiet fortsætte parløbet med Høyre i regeringen.



- Vores regering har hele tiden arbejdet ud fra et udgangspunkt om, at vi skal forvalte fire partier og deres vælgere. Det er også min ambition fremover, sagde Solberg i en debat mellem partilederne ved 1-tiden.



Høyre gik 1,7 procent tilbage til 25,1 procent, men da både Venstre og KrF formåede at holde sig over spærregrænsen på fire procent, og Fremskrittspartiet samtidig kun mistede et enkelt mandat, har de borgerlige partier samlet 90 mandater i Stortinget.



De rødgrønne kan kun mønstre 79 mandater.



- Vi har fået støtte til fire nye år, fordi vi har leveret resultater på det, vi havde lovet, sagde Solberg til partiets valgfest, inden hun gik videre til partilederdebatten.



Knut Arild Hareide, leder af KrF, understregede i debatten, at han foretrækker en centrum-højre regering, samt at KrF ikke har noget ønske om at være "støtteparti" for regeringen.



- Erna Solberg har inviteret de partier, som har peget på hende, til samtaler om den type spørgsmål, sagde han og tilføjede, at "nu må vi se, hvad der sker".

Siv Jensen, leder af Fremskrittspartiet, konstaterede, at de fire partier først skal sunde sig lidt, før de tager fat på samtalerne og "finder gode løsninger" for alle.



- Vi har vist vælgerne, at vi er gode til at regere, siger hun.



Ud over Kåre Willoch er Solberg den eneste statsminister fra Høyre siden Anden Verdenskrig, som har opnået genvalg.



/ritzau/NTB

Mest læste