18. MAJ 2017 • 19:35UDLAND

Øjenvidne til Times Square-påkørsel: De mejede alle ned

En person er død, efter at en mand kørte op på fortovet ved Times Square. Øjenvidner melder om kaos på stedet.

Det var kaotiske scener, da en bil torsdag i høj fart kørte ind på fortovet ved Times Square i New York og ramte en menneskemængde ved det populære turistmål.

Hændelsen, der ikke betegnes som terror, har indtil videre kostet en person livet, mens 19 er kommet til skade.

Cheryl Howard og hendes datter var ude at shoppe, da bilen susede ned ad fortovet.

- Jeg er helt ude af den, siger datteren til nyhedsbureauet Reuters.

- De mejede alle ned.

Et andet øjenvidne måtte springe for livet, da den røde Honda kom kørende.

- Folk blev ramt og rullede ned ad bilen, fortæller Josh Duboff til Reuters.

Området er blevet spærret af med gul polititape. Både politi og brandvæsen er mødt massivt op på stedet, hvor bilisten - der ifølge flere medier var fuld - er blevet anholdt.

Flere øjenvidner har berettet om, at det virkede, som om chaufføren kørte ind i menneskemængden bevidst.

- Jeg så ikke, hvad der skete, men jeg hørte skrigene og kaosset efterfølgende, siger Caitlin, der arbejder i en butik ved Times Square, til avisen The Telegraph.

- Jeg prøver bare at finde ud af, hvad der sker ligesom alle andre. Men det ser slemt ud.

Politiet i New York har bekræftet, at en mand er i politiets varetægt oven på påkørslen. Han har to tidligere domme for spritkørsel, oplyser en talsmand fra politiet ifølge Reuters.



- Vi mener, at det er en isoleret hændelse, det er fortsat under efterforskning, står der endvidere på Twitter.

Efterforskningen skal blandt andet ske i samarbejde med det amerikanske forbundspoliti FBI.



/ritzau/

Mest læste