19. APR 2017 • 21:10UDLAND

Fox News fyrer top-studievært efter sexanklager

Beskyldninger om sexchikane og flygtende annoncører får nu Fox News til at sige farvel til Bill OReilly.

Fox News har fyret en af sine mest populære studieværter, Bill OReilly, efter anklager om sexchikane og anden upassende opførsel over for flere kvinder.



Tv-kanalens ejer, 21st Century Fox, oplyser i en pressemeddelelse, at OReilly ikke vender tilbage til tv-stationen.

- Efter en grundig og omhyggelig gennemgang af beskyldningerne er selskabet og Bill OReilly blevet enige om, at Bill OReilly ikke vender tilbage til Fox News, lyder det i pressemeddelelsen.

OReilly var vært på programmet "The OReilly Factor", som er Fox News mest sete program.

Flere store annoncører har inden for de seneste to uger sløjfet deres planlagte reklamer eller sponsorater af det populære tv-program.



Tidligere på måneden skrev New York Times, at OReilly har betalt omkring 13 millioner dollar - svarende til 90 millioner kroner - til fem kvinder, der har beskyldt den 67-årige tv-vært for sexchikane eller anden upassende opførsel.



Kvinderne har enten arbejdet for ham eller medvirket i hans show.

De beskylder blandt andet OReilly for verbale overgreb, sjofle kommentarer, uønskede tilnærmelser og telefonopkald, hvor det angiveligt lyder som om, at han onanerer.



Beskyldningerne strækker sig 15 år tilbage i tiden. De to seneste forlig blev indgået sidste år.

Bill OReilly har afvist beskyldningerne og siger, at kvinderne med urette er gået efter ham, fordi han er en offentlig person.



/ritzau/Reuters

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste