20. MAR 2017 • 05:05UDLAND

Ubers næstkommanderende smækker med døren under mediestorm

Jeff Jones, der er anerkendt som nummer to i Uber, har sagt op midt i en mediestorm mod kørselstjenesten.

Uber-topchef Travis Kalanick skal have ny co-driver.



Det er firmapræsident Jeff Jones, der har sagt op, mindre end syv måneder efter at han kom til.

Jones rangerede lige under Kalanick.

Dermed forlader endnu en chef kørselstjenesten, der de seneste måneder har været i kraftig modvind.

- Vi vil gerne takke Jeff for de syv måneder, han tilbragte i firmaet. Vi ønsker ham lykke til i fremtiden, skriver Uber i en pressemeddelelse.

Jones er blot den seneste fra det øverste cheflag i den amerikanske virksomhed, der tjekker ud.



I februar fik en udviklingschef sparket, efter at han var blevet beskyldt for sexchikane i sit tidligere job hos Googles moderselskab, Alphabet.

I slutningen af februar lagde Bloomberg en video på nettet af topchef Travis Kalanick, der skældte en Uber-chauffør voldsomt ud. Det skete, fordi chaufføren havde beklaget sig over, at Uber har skåret i førernes takster.



Sagen faldt sammen med, at en tidligere ansat publicerede en blog, der beskrev Uber som en arbejdsplads, hvor sexchikane var helt normalt.



Bloggen vakte furore og førte til en intern undersøgelse af forholdene i firmaet.

Tidligere i marts måtte Uber tage afsked med viceproduktchef Ed Baker og Charlie Miller, firmaets profilerede sikkerhedsudvikler. Begge sagde op.



Uber har desuden indrømmet, at det har brugt teknologi, der har til formål at begrænse myndigheders kontrol med appen i byer, hvor Uber er ulovligt.



Firmaet er også blevet sagsøgt, fordi det ifølge Alphabet har stjålet teknologi til selvkørende biler.



Jeff Jones var ansvarlig for størstedelen af Ubers verdensomspændende aktiviteter. Deriblandt rekruttering af chauffører, marketing og kundetilfredshed.



/ritzau/Reuters

Mest læste