19. MAR 2017 • 06:32UDLAND

Tyskland forhøjer trusselsniveauet for hackerangreb

Den tyske regerings hjemmesider oplever dagligt at være udsat for angreb, oplyser sikkerhedsmyndigheder.

De tyske myndigheder ser en øget risiko for angreb fra hackere op til efterårets valg til Forbundsdagen.



På den baggrund er trusselsniveauet for cyberangreb ændret til "forhøjet beredskab". Det skriver avisen Welt am Sonntag.

Allerede nu er regeringens hjemmesider dagligt udsat for it-angreb. Det oplyser Arne Schönbohm, der er chef for Tysklands myndighed for it-sikkerhed, BSI.



BSI er i tæt kontakt med repræsentanter for de tyske delstater, valgmyndighederne og de politiske partier. Parterne drøfter, hvordan man kan kan sikre sig mod cyberangreb.



BSI er klar til at reagere på eventuelle angreb i tiden op til valget, oplyser Schönbohm.



Antallet af trusselsniveauer fremgår ikke af artiklen fra Welt am Sonntag.



Russiske hackere beskyldes for at have forsøgt at påvirke den amerikanske præsidentvalgkamp sidste efterår.



Siden har de tyske myndigheder været ekstra opmærksomme på, om noget tilsvarende er under opsejling.



Den øverste chef for den tyske efterretningstjeneste BfV, Hans Georg-Maassen, kom i slutningen af februar med en advarsel om, at de industrialiserede landes sårbarhed over for cyberangreb er voksende.



/ritzau/Reuters

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste