23. SEP 2019 • 15:00SPORT

Rusland skal forklare uoverensstemmelser i dopingdata

På grund af uoverensstemmelser i udleverede dopingdata får Rusland tre uger til at forklare sig.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) har indledt en undersøgelse af "uoverensstemmelser" i udleverede dopingdata fra Rusland.



Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Nu har Rusland tre uger til at forklare sig, lyder det i en udtalelse fra Wada efter et møde mandag i Wadas eksekutivkomité.

Nyheden kan være katastrofalt nyt for Rusland med tanke på OL i Tokyo, der afholdes om mindre end et år, da det potentielt kan føre til nye sanktioner.



Wada har advaret om "de strengest mulige" sanktioner, hvis det viser sig, at der er blevet manipuleret med de udleverede data.



Ved vinter-OL i Pyeongchang i 2018 var Rusland udelukket som nation på grund af en stor dopingskandale. Her stillede en række russiske atleter i stedet op under neutralt flag.

Wada har gennemgået store mængder data fra et laboratorie i Moskva, hvor statsstøttet doping angiveligt har fundet sted gennem en årrække.



Det afslørede en rapport i 2015.

Samme år blev Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) udelukket af Wada. Alligevel fik Rusland tilladelse til at deltage ved OL i Rio i 2016, men i atletikregi har nationen haft karantæne siden november 2015.



Efter planen skal Det Internationale Atletikforbund (IAAF) dog tage udelukkelsen af de russiske atleter op til revision forud for VM, der begynder på fredag.

Ifølge Ruslands sportsminister, Pavel Kolobkov, samarbejder landet fuldt og helt med Wada i undersøgelserne.



- Digitale eksperter fra begge sider (Rusada og Wada, red.), som allerede er i kontakt, undersøger, hvad det er for nogle uoverensstemmelser.

- Fra vores side vil vi fortsætte med at samarbejde fuldt ud, siger sportsministeren ifølge AFP.



/ritzau/AFP

Mest læste