23. SEP 2019 • 12:14SPORT

Skjulte optagelser viser kenyanske VM-løbere dope sig

En reportage på den tyske tv-kanal ZDF afslører angiveligt to kenyanske VM-deltagere dope sig med epo.

Med mindre end en uge til åbningen af VM i atletik lurer en dopingskandale blandt de kenyanske løbere.

Søndag viste den tyske tv-kanal ZDF et program, hvor to atleter fra den succesfulde afrikanske løbenation angiveligt bliver taget på fersk gerning i at sprøjte blod med epo i årerne.

Seancen er filmet med skjult kamera.



Der er ikke sat navne på de to kenyanere, men ifølge ZDF er der tale om to topatleter fra det kenyanske landshold.

En læge, der optræder anonymt i det tyske program, fortæller, at atleterne ikke bruger epo lige op til konkurrence, men i træningen.

Lægen tilføjer, at han har hjulpet otte løbere fra det nuværende kenyanske landshold med at tage doping.

Brett Clothier, formand for Det Internationale Atletikforbunds Integritetsenhed, ser med stor alvor på anklagerne.

- Det er nogle alvorlige beskyldninger. Vi er ikke så naive, at vi siger, at den slags problemer og korruption ikke eksisterer i Kenya. Vi vil altid åbne undersøgelserne af den slags anklager, siger Clothier.

Kenya er kategoriseret som en A-nation og er dermed under særligt opsyn, når det gælder doping, oplyses det i programmet. Derfor kan Kenya blive udelukket som nation, hvis reglerne brydes.

Ifølge Barnabas Korir fra Kenyas atletikforbund får det store konsekvenser for en atletikudøver, hvis det bevises, at vedkommende har anvendt doping.

- Så bliver han smidt af holdet og kommer aldrig til at iklæde sig de kenyanske farver igen, siger Korir.

VM i atletik afholdes i Doha i Qatar. Det begynder på fredag og slutter 6. oktober.



/ritzau/dpa

18. OKT 2019 • 20:05 FOR ABONNENTER

Middelaldercenter har været velbesøgt trods efterårsvejr

18. OKT 2019 • 15:49 FOR ABONNENTER

Brexit sætter hans drøm på standby

Mest læste

13. OKT 2019 • 10:37 FOR ABONNENTER

I Sverige er han Mr. 100 procent

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet