22. SEP 2019 • 02:28SPORT

Magnussen starter som nummer 13 efter straf til Ricciardo

Renault-køreren Daniel Ricciardo starter søndagens grandprix i Singapore bagest efter brud på regel.

Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen rykker en plads frem i feltet ved søndagens grandprix i Singapore og starter som nummer 13.



Det skyldes, at Daniel Ricciardo (Renault) ifølge Formel 1s hjemmeside er blevet diskvalificeret fra kvalifikationen.



Derfor må australieren starte løbet fra enten pit lane eller bagest i feltet.



I første omgang af kvalifikationen overskred Ricciardo grænsen for den energi en Formel 1-bil må genindvinde i forbindelse med nedbremsninger.



- Ricciardo har fået lov til at starte løbet, men om det bliver fra pit lane eller fra bagest i gridden er ikke bekræftet, skriver formula1.com.



Renault kom efter afgørelsen med sin udlægning af hændelsen, men teamet meddelte, at det ikke appellerer straffen. Ifølge Renault opnåede Ricciardo en tidsfordel på et "mikrosekund".



- Beslutningen vil derfor ikke blive appelleret, hedder det i en meddelelse fra det franske hold.



Daniel Ricciardo havde i kvalifikationen sikret sig en startplacering som nummer otte.



Magnussen fik 15. bedste kvalifikationstid, men det blev ændret til en 14.-plads, fordi Sergio Perez fra Racing Point blev rykket fem startplaceringer tilbage som følge af udskiftning af gearkassen.

Charles Leclerc i Ferrari var hurtigst af alle og starter forrest for tredje grandprix i træk. De to foregående løb har den unge monegasker vundet.

/ritzau/

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet