21. SEP 2019 • 20:04SPORT

Ronaldo sikrer Juventus smal sejr på straffespark

Juventus måtte slide for det, da Verona blev slået 2-1 i Serie A, hvor Juventus topper inden Milano-derby.

Juventus måtte senest nøjes med uafgjort i Serie A, men lørdag kom mesterholdet tilbage på sporet med en sejr.



Det blev en af de smalle af slagsen, da en scoring på et straffespark af Cristiano Ronaldo sikrede 2-1-sejren hjemme over Verona.



Dermed hoppede Juventus på førstepladsen igen med ti point for fire kampe, men Inter kan senere tage førstepladsen tilbage, når holdet i lokalbraget i Milano møder AC Milan.



Juventus spillede Champions League sent onsdag ude mod Atlético Madrid, og mesterholdet var ikke sprudlende i første halvleg.



Her sørgede Verona i stedet med et drømmemål for en 1-0-føring, da gæsterne fastholdt bolden efter et misbrugt straffespark.



Først tordnede Samuel Di Carmine bolden på stolpen på Veronas straffespark, men bolden røg tilbage i spil, og gæsternes Dako Lazovic sendte så bolden på overliggeren.



Igen røg den i spil, og Verona fastholdt taget, og da bolden endte hos Miguel Veloso, flugtede Veloso kuglen op i det ene målhjørne til 1-0.

Aaron Ramsey fik scoret sit første mål i Serie A, da den tidligere Arsenal-profil udlignede på et langskud efter en halv time, og 1-1 var resultatet i pausen.



Få minutter inde i anden halvleg gik klappen ned for Veronas forsvarsspiller Koray Günter, der forsøgte at save Juan Cuadrado midt over i feltet.



Det gav et åbenlyst straffespark, som Cristiano Ronaldo udnyttede, og så var Juventus foran 2-1.



Veronas Marash Kumbulla fik sit andet gule kort i tillægstiden, og dermed blev gæsterne reduceret til ti mand.

Danske Jens Stryger Larsen var med i hele opgøret, da Udinese hjemme led sæsonens tredje nederlag i træk med 0-1 mod Brescia.



/ritzau/

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet