10. SEP 2019 • 07:15SPORT

Major-sejr sender Astralis frem på verdensrangliste

Efter søndagens sejr i majorturneringen Starladder Major ligger Astralis nu nummer to på verdensranglisten.

Det danske Counter-Strike-hold Astralis er rykket frem på verdensranglisten, efter at det søndag blev til finalesejr i majorturneringen Starladder Major 2019 i Berlin.



Resultatet betød således, at holdet rykkede fra fjerde- til andenpladsen, skriver TV2 Sport.



Liquid fører listen an med 981 point, mens Astralis følger efter med 712 point. På tredjepladsen har NRG 484 point.



Sejren i Berlin var Astralis tredje majortriumf i streg. Den indbragte 500.000 dollar (3,4 millioner kroner).

I finalen blev det til en suveræn sejr over det kasakhiske hold Avangar med 2-0. Første bane blev vundet med 16-6, mens anden bane sluttede 16-5.

Siden den seneste majorsejr tilbage i begyndelsen af marts har Astralis ellers ikke kunnet ramme det vanvittige niveau, som i det meste af 2018 og begyndelsen af 2019 gjorde holdet tæt på uovervindeligt.



Men nu er Astralis for alvor på vej tilbage til det niveau, der i 2018 gav holdet trofæer på stribe og 24 millioner kroner i præmiepenge.

Astralis indtog førstepladsen på verdensranglisten i 14 måneder frem til juni i år.

/ritzau/

Mest læste

17. SEP 2019 • 14:11 FOR ABONNENTER

Kommentar: Københavneri – og dog