13. AUG 2019 • 02:33SPORT

Andy Murray udelukker deltagelse i US Open i single

Efter sit comeback mandag som singlespiller bekræfter Andy Murray, at årets sidste grand slam bliver uden ham.

Den britiske tennisspiller Andy Murray udelukker at stille op i US Open i single senere denne måned.



- Jeg kommer ikke til at spille single i US Open, fastslår Murray ifølge nyhedsbureauet AFP, efter at han mandag i Cincinnati Masters spillede sin første singlekamp i syv måneder.



Det lange fravær skyldes, at han i slutningen af januar var igennem en hofteoperation.



Selv om den tredobbelte grand slam-vinder tabte mandagens comeback i single i to sæt til Richard Gasquet, er han godt tilfreds med sin fysiske tilstand.



- Fysisk var det helt fint. Mod slutningen af kampen var mine ben en smule tunge. Der var et par gange, at jeg ikke engang løb eller reagerede, når Richard lavede stopbolde, siger den 32-årige Murray.



- Det har intet med min hofte at gøre. Det er bare mig, der ikke løber efter en bold, understreger han.



Murray var blevet bedt om at træffe en beslutning om et wildcard til US Open inden kampen mod Gasquet. Men det følte han sig ikke i stand til.



- Jeg ville ikke acceptere wildcardet i dag, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg ville have det efter kampen, siger han til det britiske BBC.

- Jeg ønskede også at vente og se, hvordan jeg havde det efter måske at have spillet et par singlekampe, og hvordan kroppen reagerede dagen efter.



De seneste to måneder har Murray udelukkende stillet op i double med en finalesejr sammen med Feliciano López i Queen’s Club i London som det bedste resultat.



Murray regner ifølge BBC også med at stille op i både double og mixed double i US Open, der begynder den 26. august.

I næste uge overvejer han desuden at spille single i Winston-Salem Open.



/ritzau/

17. AUG 2019 • 05:55

48.000 flere overnatninger

16. AUG 2019 • 20:35 FOR ABONNENTER

Klyngen vil udvikle de lokale medborgerhuse

Mest læste