23. JUL 2019 • 23:48SPORT

FCK-træner: Flere kæmpede med at holde 90 minutter

Træner Ståle Solbakken vurderer umiddelbart ikke, at der er tale om alvorlige skader til to FCK-spillere.

Spillerne snublede eller varmede bolden for længe i stedet for at spille den hurtigt videre.



Andre så ud til at have svært ved at spille 90 minutter på den tørre kunstgræsbane.

FC København-træner Ståle Solbakken havde den kritiske lup fremme efter holdets 2-0-sejr tirsdag ude over The New Saints fra Wales i den første af to Champions League-kvalifikationskampe.

- Det var alt i alt et meget tilfredsstillende resultat, selv om vi selvfølgelig også gerne havde vundet 3-0 eller 4-0.

- Vi havde bolden meget og spillede den udmærket rundt, men det var svært for spillerne at drible og være eksplosive, og flere snublede, når de lige skulle lave noget ekstra, siger Solbakken til klubbens hjemmeside.

Træneren roste den indskiftede FCK-angriber Jonas Wind, som fik lavet nogle gode vendinger og fik fart i pasningsspillet i anden halvleg.



- Jonas havde for eksempel det rigtige touch på bolden, da han kom ind, for i stedet for at trække med bolden lavede han korte berøringer og spillede den hurtigt videre, men det var der andre, der kæmpede med.



- Nogle af dem, der fik chancen, kæmpede også lidt med at holde alle 90 minutter, siger Solbakken.



Der var dog også flere gode ting at tage med hjem til København.



- Når det er sagt, er 2-0 selvfølgelig et glimrende resultat, for TNS var godt organiseret, og deres defensiv var svær at nedbryde, og de var overraskende godt med rent fysisk.



- Jeg havde troet, vi ville få det lettere mod slutningen, men de var godt med hele vejen. Det var dog ikke, fordi de kom til de store chancer, selv om de havde nogle langskud, siger han.



Solbakken var nødt til at skifte Rasmus Falk og 1-0-målscorer Pieros Sotiriou ud med skader.



- Jeg ved ikke, hvor galt det er med Pieros og Falks skader, men umiddelbart så det ikke ud til at være langtidsskader, lyder det fra Solbakken.



/ritzau/

19. AUG 2019 • 08:15

Påvirkede kvinder bag rattet

19. AUG 2019 • 07:08

Gadekæret er genåbnet

Mest læste

18. AUG 2019 • 16:17SPORT

Solon gjorde det igen