18. JUL 2019 • 16:28SPORT

Skade til kinesisk stjerne sender Antonsen i kvartfinale

Anders Antonsen er videre til kvartfinalen i Indonesia Open efter at kinesiske Shi Yuqi trak sig med en skade.

Anders Antonsen er i kvartfinalen i Indonesia Open.

Den danske badmintonspiller fik tildelt sejren i sin kamp i anden runde, efter at hans modstander, andenseedede Shi Yuqi, måtte trække sig i første sæt, da han vred om på sin venstre ankel.



Da var stillingen 7-6 til Antonsen. I kvartfinalen skal han op mod malaysiske Lee Zii Jia, der slog den forsvarende OL-guldvinder Chen Long ud.



Både Hans-Kristian Vittinghus og Mia Blichfeldt er til gengæld færdige i dette års Indonesia Open.



Vittinghus tabte i to sæt i ottendedelsfinalen til Jonatan Christie fra Indonesien med cifrene 20-22, 13-21.



Christie ligger nummer syv på verdensranglisten og er seedet seks i turneringen og blev altså for stor en mundfuld for 33-årige Vittinghus, der er nummer 26 i verden.

I den første halvdel af første sæt fulgtes de to ad, og Vittinghus viste fine takter, men så slog Christie til og vendte 13-13 til 20-14 på kort tid.

Men en flot slutspurt af danskeren gav ham fem point i træk, inden hjemmebanehåbet dog tog sættet med 22-20.

I pausen mellem første og andet sæt måtte indoneseren have skoen af og lægge is på foden.

Den så dog ikke ud til at genere ham, da han først kom på banen. Hurtigt kom Vittinghus bagud 0-11 efter overbevisende og fejlfri indsats fra indoneseren.

På trods af at Vittinghus fik kæmpet sig flot tilbage i kampen, var der for langt op til Christie, og han endte med at tabe sættet med 13-21.

Blichfeldt var ude i tre sæt, før hun måtte erkende nederlaget til femteseedede Pusarla Sindhu fra Indien efter cifrene 14-21, 21-17, 11-21.

Starten på første sæt var en tæt affære, men mod slutningen af sættet trak inderen fra - blandt andet med en serie med syv vundne bolde i træk.

I andet sæt forbedrede Blichfeldt sit spil markant. Hun kom på 9-5, men blev indhentet ved 11-11. Men derfra var det danskeren, der satte kursen mod sætsejr.

Men i tredje sæt faldt danskerens spil fra hinanden, samtidig med at Sindhu fandt sit bedste frem.



Blichfeldt kom foran med 2-0, men på ganske kort tid og blandt andet med hele 15 indiske point i træk, var hun bagud med 4-15. Det kom danskeren aldrig tilbage fra.

Indonesia Open er en af de største turneringer på World Touren. Her rangerer den på samme niveau som All England og China Open som en såkaldt Super 1000-turnering. Kun sæsonfinalen rangerer højere.



Turneringen bød torsdag på flere store overraskelser. Den største var, da det lykkedes kinesiske Yuxiang Huang at slå topseedet Kento Momota fra Japan ud af turneringen med en sejr i tre sæt.

/ritzau/

20. AUG 2019 • 08:12

21 bilister kørte for stærkt

20. AUG 2019 • 05:53

Han udgiver sin 40. bog

19. AUG 2019 • 21:19

Nyt liv i Snellemark

Mest læste