18. JUL 2019 • 13:08SPORT

Skadesramt Froome vinder Vueltaen i 2011 fra sygesengen

Juan Jose Cobo har fået frataget Vuelta-sejren fra 2011 efter en dopingdom. Den går i stedet til Chris Froome.

Chris Froome er vinder af Vuelta a España 2011.

Det er ikke en tastefejl. Den britiske cykelrytter får tildelt sejren otte år efter det spanske grand tour-løb, skriver Den Internationale Cykelunion (UCI) på sin hjemmeside.



Det sker, efter at UCI for en måned siden fandt den nu 38-årige spanier Juan Jose Cobo skyldig i brug af doping, da man fandt uregelmæssigheder i Cobos biologiske pas mellem 2009 og 2011.

Cobo, der kørte sin sidste sæson som professionel tilbage i 2014, blev idømt tre års karantæne med tilbagevirkende kraft.

Han havde en måned til at appellere UCIs beslutning til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Det er ikke sket, og derfor er Froome blevet tildelt sejren i Vueltaen i 2011.

På Twitter glæder den britiske cykelstjerne sig over sejren.

- Bedre sent end aldrig. Vueltaen i 2011 indeholder nogle meget specielle minder for mig, skriver han torsdag.



Sejren bringer Froome op på syv samlede grand tour-sejre og betyder samtidig, at han bliver den første brite til at vinde en grand tour i stedet for Bradley Wiggins, der vandt Tour de France i 2012.



Froome er i øjeblikket i gang med at komme sig over det styrt, der i juni var tæt på at koste ham livet.



Han deltager derfor ikke i det igangværende Tour de France, men er i stedet ved at genoptræne.

Uheldet skete 12. juni under en træningstur forud for en etape i Criterium du Dauphiné.

Froome var uheldig, da han med en hastighed på 54 kilometer i timen tog en hånd af styret for at pudse næse. I samme øjeblik hev et vindstød fat i britens forhjul og slyngede ham ind i en mur.

Han fik konstateret brud flere forskellige steder på kroppen og fortalte efterfølgende, at han var heldig at være i live.

Kirurgen Remi Philippot, der opererede briten gennem fire timer, slog efterfølgende fast, at Froome kan se frem til fire til seks måneders pause.



/ritzau/

17. OKT 2019 • 19:46 FOR ABONNENTER

15 kvinder har sparket gang i nyt fodboldhold

17. OKT 2019 • 17:23 FOR ABONNENTER

Butikken fortsætter længere oppe ad vejen

Mest læste

13. OKT 2019 • 10:37 FOR ABONNENTER

I Sverige er han Mr. 100 procent

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet