24. JUN 2019 • 06:30SPORT

EM-exit har efterladt tom følelse hos de danske spillere

De danske spillere havde svært ved at rumme at være røget ud af U21-EM trods en sejr over Serbien.

Ét mål. Ét sølle mål skulle der have været til, hvis Danmark søndag skulle have holdt liv i chancerne for en semifinaleplads ved U21-EM i Italien.

Men sejren mod Serbien blev kun på 2-0, og Danmark skulle bruge en tremålssejr.

Et fejlagtigt annulleret mål og flere brændte chancer undervejs gjorde blot ærgrelsen over EM-exit endnu værre hos spillerne.

- Det er en tom følelse. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Jeg er bare utroligt skuffet. Jeg kan ikke sætte ord på det, lyder det fra Danmarks målscorer til 2-0 i kampen, forsvarsspilleren Jacob Rasmussen.

- Vi har arbejdet for det i to år, og så er det sådan nogle ting, som afgør, om vi måske skal i en semifinale, tilføjer han med henvisning til det fejlagtigt annullerede mål.



Skuffelsen var ikke til at tage fejl af hos de danske spillere, og samtidig var det for langt størstedelen af holdet sidste tur med U21-holdet.

Kun ni spillere af de 23 mand i truppen er også U21-spillere i den kommende kvalifikation til U21-EM i 2021, og måden, det sluttede på, nagede.

- Det er ærgerligt, for jeg synes, de sidste to år har været fantastiske med Niels, med alle drengene, staben, det hele. Det har været fantastisk og noget, man husker tilbage på. Så det er lidt ærgerligt, man skal forlade det her, siger Philip Billing.

FC Nordsjælland-angriberen Andreas Skov Olsen er en af de spillere, som også kan være med ved næste U21-EM. Men først skal han lige komme sig over den bitre tomålssejr.

Spørgsmål: Er det den ringeste sejr, du har oplevet?



- Ja, det tror jeg egentlig. Jeg har ikke været med til sådan noget her før, så det er det helt klart. At vinde 2-0 er ikke så dårligt, men man føler, man har tabt, siger han.



/ritzau/

18. JUL 2019 • 19:55 FOR ABONNENTER

Nu kører toget: Kulturhuset vil købe pakhus

18. JUL 2019 • 18:10

Affaldskaos ved strand afværget

18. JUL 2019 • 17:30 FOR ABONNENTER

Leder: Prøv med fri konkurrence i stedet for spark i røven

18. JUL 2019 • 13:35 FOR ABONNENTER

Huspriserne tordner opad

Mest læste