16. JUN 2019 • 23:21SPORT

Dave Chisnall sejrer i ren britisk dart-finale i Brøndby

Dave Chisnall slog Chris Dobey 8-3, da Danish Darts Open i Brøndby Hallen blev afgjort søndag aften.

Dave Chisnall var bedst, da finalen i dartturneringen Danish Darts Open blev afviklet sent søndag.



Her besejrede han landsmanden Chris Dobey 8-3 i Brøndby Hallen, da Danmark for andet år i træk var vært for en af sæsonens 13 turneringer på PDC European Tour.



Med sejren kunne Dave Chisnall rejse hjem med førstepræmien på 25.000 pund (cirka 210.000 kroner).

Turneringen blev spillet uden verdensetter Michael van Gerwen, men der var adskillige andre højt profilerede spillere med fra fredag til søndag.



Rob Cross, Michael Smith og Adrian Lewis, Daryl Gurney og Peter Wright var bare nogle af spillets store profiler, der deltog.



Vinderen af sidste års udgave af turneringen, østrigske Mensur Suljovic, deltog også, men han blev tidligere søndag besejret af Dave Chisnall på dennes vej mod finalen og turneringssejren.

Lørdag tabte danske Per Laursen som sidste tilbageværende dansker i turneringen i anden runde 5-6 til walisiske Jonny Clayton.



Trods nederlaget kunne Per Laursen indløse en præmiecheck, på hvad der svarer til små 17.000 kroner for at ende blandt de 32 sidste spillere i turneringen, som samlet bød på en præmiepulje på lidt under 1,2 millioner kroner.

I semifinalen vandt Dave Chisnall 7-6 over Jonny Clayton, mens Chris Dobey sikrede sin finaleplads med en sejr på 7-4 over Gerwyn Price.



/ritzau/

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet