15. JUN 2019 • 19:34SPORT

Mogens Palle giver op: Boksehåb får ingen kamp

Sarah Mahfoud skal alligevel ikke møde Enerolisa de Leon, som ikke fik lov at komme med et fly fra Spanien.

Bokseren Sarah Mahfoud får ikke nogen kamp lørdag aften i Randers.

Den danske bokser, der håber på at komme i stilling til en VM-titelkamp inden længe, skulle have mødt Enerolisa de Leon fra Den Dominikanske Republik.

37-årige Enerolisa de Leon havde i sidste uge besejret en modstander i Bilbao og skulle have rejst fra Spanien til Danmark.



Men hun fik ikke lov til at komme med flyet til Danmark, skriver Ekstra Bladet.



- Der bliver desværre ingen kamp til Sarah Mahfoud ved aftenens boksestævne i Arena Randers.

- Det ligger nu fast, efter at alle muligheder for at finde en afløser som modstander er udtømte, forklarer promotor Mogens Palle i en pressemeddelelse.

Aflysningen kommer samme dag, som det blev annonceret, at Mahfoud havde fået tildelt en ny modstander.



Oprindeligt skulle 29-årige Mahfoud nemlig have mødt den tidligere WBC-verdensmester Olivia Gerula.



Men canadieren blev ikke godkendt efter en lægeundersøgelse fredag og måtte derfor trække sig, fremgik det af en anden pressemeddelelse tidligere lørdag.

Sarah Mahfoud boksede sin første professionelle kamp i 2017 og ligger nummer et på verdensranglisten hos forbundene WBA og IBF i fjervægt.

Hun har vundet otte af otte kampe som professionel - tre af dem på knockout. Senest besejrede den 165 centimeter høje bokser Bukiwe Nonina den 18. januar.



/ritzau/

Mest læste