21. MAJ 2019 • 19:56SPORT

Trætte ishockeymænd er ligeglade med point i afskedsdrama

Skuffelsen er stor på det danske hold, efter at det ikke lykkedes at besejre Slovakiet i straffekonkurrence.

Det danske ishockeylandshold spillede et point ind på kontoen i den sidste VM-match, men det vil være synd at sige, at spillerne er specielt begejstrede for det.

Skuffelsen er stor, over at det ikke lykkedes at besejre Slovakiet på straffeslag, efter at det danske hold havde slidt sig til 1-1 i ordinær spilletid.



- Et point er fuldstændig ligegyldigt. En sejr ville have været dejlig, men at tabe i straffekonkurrence kan vi ikke rigtig bruge til noget.



- En sejr kunne have givet os en lidt bedre følelse efter et VM, der ikke har været helt så godt, som vi havde håbet på, siger forwarden Nicklas Jensen.

Også Jesper Jensen Aabo har en halvsur smag i munden oven på nederlaget i den festlige atmosfære i Kosice.



- Det havde nok føltes lidt bedre, hvis vi havde stået med tre sejre i stedet for to. Det var små ting, der ikke lige tippede vores vej, konstaterer den stærke back.

Kampen blev spillet blot 18 timer efter, at danskerne havde forladt isen efter kampen mod Canada mandag aften.

Og det kunne mærkes i benene, da opgøret mod slovakkerne gik ud i forlænget spilletid.



- Vi var trætte efter to kampe på mindre end 24 timer. I overtiden var der ikke meget tilbage i batterierne, siger Mikkel Bødker.

Han ærgrer sig over Slovakiets 1-0-mål, der reelt var et dansk selvmål.

- Det var et sjusket mål, som gjorde, at vi kom bagud. Det var brandærgerligt, men vi fik os kæmpet tilbage i kampen.

- Det var en lang kamp, men vi kæmpede godt og fik i hvert fald et fortjent point med, når det nu ikke kunne blive til to, siger Bødker.

Danmark slutter VM med seks point og en samlet 11.-plads.



/ritzau/

25. JUN 2019 • 21:41

Købmand med overskud

25. JUN 2019 • 20:03 FOR ABONNENTER

Ombygning til madskole er nu i gang

25. JUN 2019 • 18:17 FOR ABONNENTER

Selvtilliden har fået et kæmpeboost

Mest læste