20. MAJ 2019 • 04:22SPORT

Dansker brillerer med eneste hole-in-one i majorturnering

Lucas Bjerregaard skriver sig ind i PGA Championship-historien ved at slå golfbolden direkte i hul.

Golfspilleren Lucas Bjerregaards sidste runde af US PGA Championship blev hans dårligste i majorturneringen, men et drømmeslag på næstsidste hul reddede æren for den 27-årige dansker.



Som den eneste spiller i løbet af turneringens fire dage lykkedes det ham at lave en hole-in-one.



På det knap 200 meter lange 17. hul traf han bolden så præcist med et 6-jern, at den hvide kugle efter et enkelt hop på greenen landede i hullet til enorm jubel fra tilskuerne.



Noget lignende er kun sket 42 gange før i turneringens 103-årige historie. Og det blev også den eneste hole-in-one i dette års udgave.



Oven i købet var det Bjerregaards debut i turneringen, som er blandt golfsportens fire mest prestigefyldte.



Men der var mere i vente for tilskuerne ved hul 17. Danskerens makker på sidste runde, amerikaneren Lucas Glover, ville også være med. Hans bold var havnet i bunkeren, men Glover sendte den på sit andet slag direkte i hul for en birdie.



Dermed brugte Bjerregaard og Glover samlet bare tre slag på par 3-hullet.



"En klassisk 1-2", konstaterer nyhedsbureauet AP.



Trods drømmeslaget måtte Lucas Bjerregaard nøjes med en score på 73 på søndagens runde. De tre første runder klarede han i henholdsvis 71, 69 og 70 slag.



Han sluttede samlet tre over par på en delt 16.-plads i turneringen.



/ritzau/

Mest læste

26. JUN 2019 • 12:11SPORT

Magnus Cort klar til Tour de France

26. JUN 2019 • 07:06SPORT

Sikker vinder i montémesterskabet

25. JUN 2019 • 19:42 FOR ABONNENTER

Uden Aarsballe var Chris aldrig blevet den største