17. MAJ 2019 • 22:28SPORT

KIF Kolding slår Tønder i nedrykningsgyser og overlever

Med en sejr på 33-28 skaffede håndboldherrerne fra KIF Kolding sig endnu en sæson i den bedste håndboldrække.

Håndboldklubben KIF Kolding afværgede fredag den helt store katastrofe og kan nu ånde lettet op.

Hjemme i en tætpakket Sydbank Arena vandt koldingenserne med 33-28 over TM Tønder i den tredje og afgørende dyst om en plads i den bedste håndboldrække i næste sæson.

Dermed har KIF sikret overlevelse. Resultatet betyder til gengæld, at Tønder forbliver i 1. division.

KIF har været i ligaen siden 1984 og vundet 14 mesterskaber. Det er flere end nogen anden klub i den danske håndboldhistorie.

Men spillere, trænere og fans fra den traditionsrige klub kiggede nedrykningsspøgelset direkte i øjnene efter nederlag på hjemmebane til Tønder i første opgør.

Klubben rejste sig og bankede Tønder i det andet møde mellem de to mandskaber, og det resulterede i en sand gyser fredag aften.

- Kolding er en håndboldklub, der hører til i ligaen. Vi skal ikke være 1. divisionshold, sagde KIF-træner Lars Rasmussen ifølge TV2 Sport inden opgøret.

Og den tidligere landsholdsspiller fik ret i sin profeti.

KIF-spillerne kom ud til kampen med stor energi og bragte sig hurtigt foran 2-0 for øjnene af de mere end 4000 fans i håndboldhallen.

Tønder svarede imidlertid igen, og de to hold fulgtes ad til stillingen 6-6. KIF satte sig på tingene, og Andreas Flodman scorede til 10-6 på en kontra.

Gæsterne fik stoppet blødningen en smule, men KIF bevarede en føring på tre mål ved pausen i den intense kulisse. Her var stillingen 17-14.

Føringen blev hurtigt udbygget i anden halvleg, og da Alexander Morsten scorede på straffekast, kom KIF foran med fem mål - holdets hidtil største føring i kampen.



Tre hurtige Tønder-mål ændrede hurtigt situationen, og Lars Rasmussen tog en timeout.

Men Tønder fortsatte. Først udlignede Hans Martin Asmussen til 21-21, og to minutter senere sørgede Emil Bergholt pludselig for føring til gæsterne.

Herefter fulgte en stillingskrig, hvor holdene skiftevis bragte sig foran og kom bagud med et mål.



Men KIF havde is i maven, og da Martin Mauer Larsen gjorde det til 28-26, røg stemningen i hallen igen op på kogepunktet.

Denne gang smed KIF ikke sin føring. Tværtimod. Og holdet kan nu fortsætte sin stime af sæsoner i den bedste danske række.



/ritzau/

Mest læste