19. APR 2019 • 01:27SPORT

Lettet Chelsea-manager: Vi lagde elendigt ud efter pausen

Chelsea spillede ifølge manager Maurizio Sarri som dag og nat mod Slavia Prag, der reddede æren med to lynmål.

Chelseas manager Maurizio Sarri kunne i torsdagens kvartfinale i Europa League mod Slavia Prag se sit hold spille en fremragende første halvleg, men spillerne formåede ikke at holde dampen oppe i de afsluttende 45 minutter.



Tværtimod formåede Slavia Prag at genoprette noget af stoltheden med to hurtige scoringer i anden halvleg, og dermed slap tjekkerne fra kampen med et nederlag på 3-4.



Chelsea havde vundet det første opgør i Prag med 1-0 og går videre med sammenlagt 5-3.



- Vi begyndte anden halvleg rigtig dårligt, men jeg er meget tilfreds, fordi vi spillede godt i de første 45 minutter, og vi er i en europæisk semifinale, hvilket er meget vigtigt for os, siger Sarri efter kampen.



Chelsea, der sædvanen tro i Europa League stillede op med danske Andreas Christensen i midterforsvaret, scorede tre gange i kampens første 17 minutter og var foran 4-1 efter første halvleg.



I anden halvleg fik Petr Sevcik reduceret til 3-4 med to scoringer i det 51. og det 54. minut.



- Vi vidste godt, at det ville blive en svær kamp. De løb en masse og med kvalitet - mange meter i højt tempo, siger Maurizio Sarri.



Angriber Olivier Giroud, som scorede til 3-0 og desuden lagde op til to af Chelseas andre mål, var stolt over, at holdet trods Slavia Prags to lynmål var i stand til at holde stand.



- Med 4-1 efter første halvleg gik vi ubevidst måske en smule ned i intensitet, og der var også nogle tekniske fejl, men dette hold giver aldrig op, siger franskmanden.



/ritzau/

25. JUN 2019 • 20:03 FOR ABONNENTER

Ombygning til madskole er nu i gang

25. JUN 2019 • 18:17 FOR ABONNENTER

Selvtilliden har fået et kæmpeboost

25. JUN 2019 • 17:27

100.000 kr. cyklet ind

Mest læste