25. MAR 2019 • 17:23SPORT

Rutineret belgier tager 1. etape i Catalonien

32-årige Thomas De Gendt var i udbrud hele dagen og sejrede på 1. etape i Catalonien Rundt mandag.

Belgiske Thomas De Gendt lå længe i udbrud og holdt i den grad feltet bag sig på 1. etape i Catalonien Rundt.



Her kørte Lotto Soudal-rytteren først over målstregen i det bjergrige etapeløb med mere end tre minutter ned til feltet, mens Maximilian Schachmann (Bora) var på mellemhånd og blev nummer to.



Dermed sikrede Thomas De Gendt karrierens fjerde etapesejr i løbet og løbets førertrøje.



Første etape bød på 164 kilometer med start og mål i Calella, og rytterne tilbagelagde 2991 højdemeter på ruten. Selv om en sprinterafslutning var mulig for folk med gode klatreben, så var det ikke en flad omgang, rytterne skulle igennem.

Thomas De Gendt spolerede dog det hele, da han gik med i det første udbrud og endte med at køre alene.



Dermed vandt han for andet år i træk en etape i løbet, hvor han også har vundet etapesejre i både 2016 og 2013.



Nede i feltet kæmpede favoritnavne som Alejandro Valverde (Movistar) og den brandvarme colombianer Egan Bernal (Sky) om bonussekunder, mens feltet indstillede sig på ikke at kunne fange Thomas De Gendt.



Den 32-årige belgier har en vis sans for disse udbrud i etapeløb, og han har tidligere i karrieren også sejret i Paris-Nice, Romandiet Rundt, Schweiz Rundt, Critérium du Dauphine ud over sejrene i Catalonien Rundt.



Etapesejre i både Tour de France, Giro dItalia og Vuelta a España er det også blevet til.

Med to kilometer igen lød forspringet på lige under tre og et halvt minut, og kun uheld kunne fravriste belgieren etapesejren.



Løbet har deltagelse af de tre danskere Jesper Hansen (Cofidis), Niklas Eg (Trek) og Jonas Gregaard (Astana).

Catalonien Rundt slutter 31. marts.



/ritzau/

Mest læste