24. MAR 2019 • 03:02SPORT

Osaka fortryder umodenhed i nederlag til taiwansk veteran

Manglende fokus var grund til, at Naomi Osaka måtte se sig slået af Hsieh Su-wei ved Miami Open, mener hun.

Verdensetteren Naomi Osaka var vred på sig selv over manglende modenhed og fokus, efter at hun lørdag tabte i tre sæt til Hsieh Su-wei fra Taiwan i tredje runde af Miami Open.

Den japanske stjerne blev jordet af verdens nummer 27, som på fantastisk vis kom tilbage i de sidste to sæt i en sejr på 4-6, 7-6 (7/4), 6-3.



Dermed kompenserede 33-årige Hsieh Su-wei for sit nederlag til Osaka i et dramatisk møde mellem de to ved Australian Open tidligere i år.



Efter kampen lørdag lagde Osaka ikke skjul på, at hun var skuffet og fortalte, at hun manglede mental klarhed samt evnen til at håndtere presset omkring at være verdens bedste kvindelige tennisspiller.

21-årige Osaka havde vundet det første sæt, da Hsieh Su-wei pludselig samlede sig og kom stærkt tilbage.

Fredag havde japaneren klaget over at "blive for følelsesladet" efter en mindre imponerende sejr i anden runde over belgieren Yanina Wickmayer. Men blot 24 timer senere måtte Osaka erkende, at historien havde gentaget sig selv.

- Det er usædvanligt for mig, jeg var ikke forberedt. Der var nogle gange, når jeg returnerede, at jeg kunne mærke, at jeg blev for afslappet, siger den dobbelte grand slam-vinder.

- Jeg er nødt til at fokusere noget mere og være klar over, at jeg ikke bare kan slå det til eller fra.

- Jeg var umoden, fordi jeg tænkte for meget.

Osaka erkender desuden, at hun endnu ikke helt har formået at håndtere presset som verdensranglistens nummer et.

- Selvfølgelig vil jeg vinde alle mine kampe, og jeg troede, at jeg havde lært at håndtere det, når folk altid spørger mig, om jeg kommer til at vinde, fordi jeg har nummer et knyttet til mit navn.

- Jeg troede, at jeg havde det fint med det, men åbenbart ikke, siger hun.

Dog er der også enkelte positive elementer at pege på, mener den unge japaner.



- Jeg synes, at min serv er blevet bedre. Jeg har arbejdet på at gøre den bedre og regnede med den i dag, så det er et stort plus, siger hun.

- Jeg synes faktisk, at jeg spillede ret godt, hvis jeg bare kan komme mig over det faktum, at jeg tabte, tilføjer hun.

Caroline Wozniacki var også i aktion ved Miami Open lørdag. Her vandt den danske tennisstjerne 6-4, 7-6 over rumænske Monica Niculescu og snuppede dermed sin anden sejr i træk i WTA-turneringen.

Sejren bringer danskeren i fjerde runde, der svarer til ottendedelsfinalen i den store turnering.

/ritzau/AFP

21. SEP 2019 • 11:00

Kulturugerap i Musikhuzet

21. SEP 2019 • 10:50

Rønne bliver renere i dag

21. SEP 2019 • 10:39

Alle vil lege med campus

21. SEP 2019 • 09:11 FOR ABONNENTER

Redningsaktion afblæst – kajakroere var ikke i nød

21. SEP 2019 • 09:06

Cecilie fik sin pris

21. SEP 2019 • 09:00

Ung musik i Raschs Pakhuz

Mest læste

20. SEP 2019 • 18:40SPORT

Claus Steinlein forlader bestyrelse

20. SEP 2019 • 17:05 FOR ABONNENTER

Viking Rønne debuterer lørdag i kval-rækken

20. SEP 2019 • 15:03SPORT

RIK skal tilbage på sporet mod KB

17. SEP 2019 • 14:11 FOR ABONNENTER

Kommentar: Københavneri – og dog

16. SEP 2019 • 15:23 FOR ABONNENTER

Fodbolddommer efter 'ensidig' kritik: Hvad vil TV2 opnå?