20. MAR 2019 • 21:03SPORT

Formstærke Lyngby spærrer Silkeborgs vej til toppen

Lyngby nærmer sig toppen efter 2-0 over Silkeborg, der forspildte chancen for at overtage førstepladsen.

Fremgangen fortsætter i Lyngby, der støt og roligt rykker op gennem tabellen i den næstbedste fodboldrække.

På hjemmebane vandt klubben nord for København 2-0 over topholdet Silkeborg og har dermed hentet 13 point i de seneste fem kampe.

Til gengæld missede Silkeborg en mulighed for at rykke op på divisionens førsteplads, som stadig tilhører Viborg. De to tophold har begge 38 point. Men Viborg har en kamp til gode.

Danni König sørgede for, at Lyngby kunne gå til pause med en 1-0-føring, da han scorede i første halvlegs sidste minut.

Silkeborg forsøgte at komme tilbage efter pausen, men fandt ikke vejen igennem hjemmeholdets forsvar.

I stedet kunne indskiftede Jeppe Kjær fordoble Lyngbys føring, da han udnyttede sin hurtighed og løb fra Silkeborg-forsvaret på et kontrastød.

Silkeborg havde efterfølgende store chancer for at skabe ny spænding, men Thomas Mikkelsen holdt Lyngby-målet rent.



For Lyngby betyder de tre point, at man så småt begynder at blande sig i kampen om oprykning.

Holdet er nu oppe på 33 point og er kun tre point efter Næstved, som ligger på den tredjeplads, der udløser playoffkampe mod et hold fra Superligaen.



/ritzau/

Mest læste