16. MAR 2019 • 19:37SPORT

Storopgør aflyst: Nadal trækker sig fra Federer-møde

Et skadet knæ har fået Rafael Nadal til at trække sig forud for semifinalen ved Indian Wells.

Tenniselskerne slikkede sig om munden, da Rafael Nadal spillede sig frem til semifinalen Indian Wells, hvor Roger Federer ventede. Endnu et opgør mellem de to legender.

Men Nadal har åbenbart problemer med sit højre knæ, og det har fået ham til at trække sig fra turneringen få timer før semifinalen mod Federer.



Det skriver ATP Tour på Twitter.

- Jeg varmede op, men jeg følte ikke, at mit knæ var godt nok til, at jeg kunne præstere på det niveau, der kræves i en semifinale, lyder det fra spanieren.

Dermed er Roger Federer klar til finalen, hvor han skal møde vinderen af kampen mellem Dominic Thiem og Milos Raonic.

Nadal havde en hård kvartfinale mod russeren Karen Khachanov, som spanieren slog 7-6, 7-6. Flere gange undervejs måtte Nadal have behandling af sit højre knæ.



Federer mod Nadal er en af de mest ikoniske rivaliseringer i tennissportens historie.

Ikke fordi de to er fjender. Tværtimod er de gode venner. Men fordi det er to af de absolut bedste spillere, verden nogensinde har set.

De er eksempelvis nummer ét og to på listen over fleste vundne grand slam-titler i karrieren blandt mænd. Federer har 20 og Nadal 17.

Hele 38 gange har de to spillere mødt hinanden på topniveau, og i den indbyrdes statistik fører Nadal 23-15. Til gengæld har Federer vundet de seneste fem møder.

Vinder 37-årige Roger Federer finalen i Indian Wells, vil det være hans sjette triumf i turneringen, hvor han sidste år tabte finalen til argentineren Juan Martin del Potro. Og det vil være hans ATP-titel nummer 101.

Finalen spilles søndag.



/ritzau/

Mest læste

16. APR 2019 • 11:55 FOR ABONNENTER

Europamesteren vendte hjem til Bornholm

14. APR 2019 • 07:50 FOR ABONNENTER

Corts styrke ligger på sofaen