13. MAR 2019 • 13:51SPORT

Schweizisk styrtløber genvinder World Cup-titlen

Han har sjældent været den bedste, men en lang række podieplaceringer sikrer Beat Feuz World Cup-sejren.

Den schweiziske skiløber Beat Feuz forsvarede onsdag World Cup-titlen i styrtløb.

En sjetteplads i Andorra betød, at 32-årige Feuz formåede at holde onsdagens italienske vinder, Dominik Paris, bag sig i kampen om World Cup-titlen.

Før løbet stod det klart, at Beat Feuz kunne nøjes med en 12.-plads, og det blev ikke det store problem.

Schweizeren har blot vundet en enkelt World Cup-afdeling i styrtløb i denne sæson, men det er blevet til en række podieplaceringer. Ud over sejren i november i Beaver Creek er han endt på podiet fem gange.



Samlet set har det været nok til at slutte foran Dominik Paris, der onsdag tog sin fjerde styrtløbssejr i World Cuppen i denne sæson.

Samlet set slutter italienske Paris alligevel 20 point bag Beat Feuz i kampen om tronen i styrtløb.

29-årige Paris topper dog World Cup-konkurrencen i Super-G, som afsluttes torsdag.

Hos kvinderne gik styrtløbstitlen til østrigske Nicole Schmidhofer, mens landsmanden Mirjam Puchen var hurtigst i målområdet i onsdagens konkurrence.



/ritzau/

Mest læste